Julen er hjerternes fest og er dermed en vaskeægte god årsag til et tilbageblik på tidligere minder. Derfor har B.T. ringet rundt til en række kendte for at høre, hvad de har af sjove, skøre eller bizarre erindringer fra højtiden.

En af dem er Peter Ingemann, som på forhånd beklager, at han ikke har de mest rosenrøde fortællinger om julen, da den for ham mest af alt minder ham om hans afdøde fars alkoholmisbrug.

»Cirka halvdelen af mine juleaftener som barn har været dårlige. Min far var fantastisk, men kvartalsalkoholiker, og juleaftener er bare ikke så morsomme, hvis ens far ikke kan gå rundt om juletræet, fordi han er for fuld,« siger den 47-årige journalist og tv-vært.

Peter Ingemann har gennem tiden været yderst åben om sin fars misbrug. Han har sågar skrevet bøger om det samt det faktum, at faren tog sit eget liv.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Han fortæller, at især julen var ekstra udfordrende for hans far, fordi der lå et pres om, at han skulle 'præstere'.

»Og hvis der er noget, alkoholikere ikke kan lide, så er det, at de skal præstere på et bestemt tidspunkt, for så er de rædselsslagne for, at de ikke slår til,« siger han og fortsætter:

»Så selv om vores juleaftener altid var en kæmpe fest, og at min far var fantastisk til at lave mad, så var der bare den der bagside med alt for meget kaos, og at min far ikke var særligt charmerende, når han var døddrukken.«

Peter Ingemann fortæller, at han på grund af sin barndom i mange år havde et ambivalent forhold til jul, og han faktisk slet ikke glædede sig til højtiden.

Peter Ingemann med sin førstefødte datter.
Peter Ingemann med sin førstefødte datter. Foto: Privat/Gyldendals forlag
Vis mere

»Jeg tænkte, at det var opreklameret. At det var kørt op til at være et helt perfekt glansbillede med julemanden flyvende over himlen, mens det i virkeligheden bare var ensbetydende med kaos,« siger han og fortæller, at det først var, da han selv fik børn, at han så småt begyndte at glæde sig til jul igen.

Tv-værten er dog stadig påvirket af barndommens traumer og fortæller, at han gør alt, hvad han kan, for at holde kaosset ude i højtiden.

»Det er nærmest blevet en mani for mig, at der skal være ro. Det er ikke, fordi jeg ikke kan drikke en Amarone (rødvin, red.) i løbet af aftenen, eller at alt skal være perfekt, men det være ordentligt,« siger han og fortsætter:

»Mine børn skal kunne slappe af uden at frygte, at mor og far ikke kan stå på benene,« siger han og påpeger, at han også har oplevet mange gode juleaftener med sin far.

Peter Ingemann har været gift med Trine Ingemann i mere end 20 år. De har to døtre sammen, Marie på 16 år og Caroline på 20 år.