»Vi skal lære af historien for at undgå at lave dumheder i fremtiden.«

Journalist Peter Ingemann tager i programserien 'Ingemann og Jerntæppets fald' danskerne med ind under 'jerntæppet' i anledning af 30-årsdagen for Berlinmurens fald 9. november.

Det skyldes, at den 46-årige jyde, der er opvokset i Ry nær Silkeborg, alle dage har haft en stor interesse for historie og især Tyskland.

»Jeg er dybt fascineret af Tyskland. Det er et fantastisk land, der har bedrevet fantastiske ting. Men det er jo samtidigt et land, der har været centrum for nogle af de bedste og de værste begivenheder gennem tiden,« fortæller Peter Ingemann til B.T.

Sådan så det ud i 1989, da Berlinmuren, der delte Østyskland og Vesttyskland, faldt.
Sådan så det ud i 1989, da Berlinmuren, der delte Østyskland og Vesttyskland, faldt. Foto: GERARD MALIE
Vis mere

I programmets fire afsnit rejser han rundt i blandt andet Tyskland, Rusland, Polen og Ukraine, hvor han besøger flere historiske steder og møder flere prominente mennesker, der hver især har spillet en rolle under Den Kolde Krig.

Ifølge Peter Ingemann er det vigtigt at fortælle danskere om de historiske slag og uenigheder, der har været med til at skabe den verden, vi kender i dag.

»Der er et berømt citat, der lyder, at den, som ikke kender historien, er dømt til at begå de samme fejl en gang til. Derfor er vi nødt til at tage ved lære af historien, så vi kan undgå at ende i de samme situationer igen,« siger han.

Interessen for det historiske har den folkekære journalist dog ikke fra fremmede.

Familien Ingemann har nemlig altid været meget optaget af historie.

»Så langt tilbage, som jeg kan huske, er der blevet diskuteret samfundsforhold over morgenbordet og middagsbordet,« siger han og fortsætter:

»Og jeg har aldrig haft andre hobbyer. Jeg prøvede med frimærker på et tidspunkt, men det gik ikke,« fortæller Peter Ingemann, inden han slår op i sin velkendte latter.

Den 46-årige tv-vært, der gennem flere år er tonet frem på danskernes tv-skærme i blandt andet 'Hammerslag' og 'Størst'-programmerne, kom i programmets første afsnit forbi Ukraine, hvor atomkraftværket i Tjernobyl og den nærliggende by Pripyat, der blev forladt efter ulykken på atomkraftværket i 1986, var målet.

Byen Pripyat havde engang 50.000 indbyggere, men efter ulykken på atomkraftværket i 1986 blev byen forladt. Atomkraftværket i Tjernobyl kan ses i baggrunden.
Byen Pripyat havde engang 50.000 indbyggere, men efter ulykken på atomkraftværket i 1986 blev byen forladt. Atomkraftværket i Tjernobyl kan ses i baggrunden. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

»De to steder vil stå meget klart for mig i resten af mit liv. Det var så vildt og uhyggeligt. Der ser man beviset på, når mennesket ikke slår til mere. Både teknologisk, men også når et lukket system uden ytringsfrihed og med censur på alting maler sig selv op i et hjørne,« siger Peter Ingemann.

I programmet, der sendes på TV2 hver mandag i november, forsøger den populære tv-vært at bringe historie ind til danskerne forklædt som underholdning.

Noget, som Peter Ingemann fortæller, at han har forsøgt at gøre, lige siden han blev uddannet journalist.

»Uanset om jeg har lavet 'Hammerslag' eller 'Størst', så har det altid været mit mål at snige noget historie ind i programmet. For jeg tror på, at vi kan få meget historie ud gennem tv-skærmen gennem underholdning,« fortæller han og uddyber:

»Det svære og givende, det, der betyder noget, er jo at få det ud over rampen, så folk kan sidde derhjemme og tænke, at ham idioten fra Silkeborg måske ikke har ret i det, han siger, og så selv begynde at undersøge tingene og få startet en diskussion op,« siger Peter Ingemann.

Hvorvidt det er lykkedes Peter Ingemann at gøre seerne klogere på de historiske begivenheder, vil han lade andre om at bedømme.

Men han mener ikke, at der er noget til hinder for, at man kan lave et historieprogram i bedste sendetid.

»Folk skal selvfølgelig underholdes, og det bliver de også. Men de skal også have noget med, som de bagefter kan sige, at det havde jeg enten ret i, eller også havde jeg ikke. Men jeg vil hellere have 20 pct. historie ud til 80 pct. af seerne, end jeg vil have 80 pct. historie ud til 20 pct.,« siger han og understreger:

»Der ser ud til at være mange seere til programmet, så det må jo virke,« siger Peter Ingemann.

Han løfter samtidigt sløret for, at der til foråret kommer endnu et program med ham selv i hovedrollen.

Det sker i programmet 'Ingemann og hovedstaden', hvor Peter Ingemann tager sin knallert med rundt i København.

»Jeg har boet hele mit liv i Jylland og kommer kun til København som turist eller i arbejdsøjemed. Men nu kommer jeg til hovedstaden og får testet nogle af mine fordomme, og forhåbentligt kan det åbne op for en dialog,« siger han.