»Jeg er ikke gået konkurs. Jeg er ikke på tvang,« griner Peter Ingemann.
Tv-værten har dog alligevel sat sit yndlingsur til salg. Et IWC Schaffhausen Fliegeruhr. Og det kan blive dit, hvis du er villig til at punge ud med minimum 50.000 kroner.
Uret er af den type, som de tyske kamppiloter fløj med under slaget om England, og det var da også netop historien bag, der fangede Peter Ingemanns interesse i første omgang.
»Grunden til, at jeg i sin tid købte det, var, at det var fremstillet af et schweizisk urfirma, der i sin tid leverede ure til piloterne under Anden Verdenskrig. Godt nok var det piloterne på den forkerte side, men det er jo ingen overraskelse for nogen, at jeg er en sucker for historie,« fortæller Peter Ingemann og tilføjer:
»Sorgen var derfor også det større, da jeg opdagede, at det ikke passede mig.«
Uret købte han for fire-fem år siden, og det har siden ligget i en skuffe. Men nu skal det altså sælges, for Peter Ingemann har nemlig endegyldigt erkendt, at han ikke er mand nok til det.
»Den sørgelige sandhed er, at mine håndled er for tynde,« lyder det fra den lattermilde tv-vært.
Håbet er, at uret nu kan få lov til at komme en anden - med lidt større håndled - til glæde. Og hvem skal det så være?
Jo, det skal være den, der kan betale i hvert fald minimumsprisen på 50.000 kroner - lidt under halvdelen af den originale pris. Derudover har Peter Ingemann ingen krav til en kommende ejer.
»Jeg er skideligeglad. Det skal sælges til den, der vil købe det. Jeg er ikke sentimentalt anlagt, så der er ikke noget ‘Åh, vil du passe på det’ her. Det håber jeg da, at pågældende vil, men det går jeg ikke op i.«
Foruden sit pilotur har Peter Ingemann et andet ur, der faktisk passer i størrelsen, og som han bruger hver dag. Det har både været med i en swimmingpool og i Panamakanalens mudder.
Det kostede ham i sin tid 37.000 kroner. Mange penge, hvis man spørger hustruen. Men hvorfor vil man egentlig betale så meget for et ur?
»Det er også fuldstændig idiotisk,« fastslår Peter Ingemann med noget, der over telefonen lyder som et smil. Han spørger dernæst retorisk:
»Men hvorfor bruge mange penge på et dansk designermøbel? Der er også nogle, der siger, at man sidder lige godt i en stol til 50.000 kroner som i en fra Ikea. Men der er en grund til, at Wegner-stole er klassikere. Han kunne sine linjer og sit håndværk.«
Og sådan er det altså også med ure og smykker, mener Peter Ingemann.
»Jeg går ikke med smykker. Ikke engang en vielsesring. Jeg mener, at ting skal kunne bruges til noget, og den eneste form for smykke, der kan bruges til noget, er et ur. Og det vil jeg gerne betale for.«
»Jeg synes, det er mere sindssygt at bruge 4.000 kroner på en madoplevelse, der er bøvset af dagen efter,« siger han og understreger, at han altså ikke har et problem med, at folk prioriterer at bruge mange penge på mad. Han gør det bare ikke selv.
For Peter Ingemann er det vigtigste ved et ur, at det fungerer og kan bruges, og derfor er der da heller ingen grund til at have et dyrt et af slagsen til at ligge i en skuffe.
»Jeg er ikke sådan en, der venter på, at det stiger i værdi og bliver flere penge værd. Så vil jeg hellere sælge det nu, og så er der til en bådebro,« fortæller Peter Ingemann om de planer, han har lagt for pengene fra salget.
Bliver uret ikke solgt, går det nok. Som nævnt først i artiklen er Peter Ingemann ikke på røven - modsat Mads Christensen, der nøjagtigt som tv-værten har sat et dyrt ur til salg for nylig.
Den reference - eller sammentræf - er der da også flere, der bemærker i Peter Ingemanns opslag på Instagram. Forsøger tv-værten at gøre grin med den økonomisk pressede Mads Christensen, når han på den måde omtaler konkurs og tvang i forbindelse med et ursalg?
Her er svaret et klart nej. Absolut ikke. Peter Ingemann fortæller, at han slet ikke har tænkt over, at det kunne forstås sådan.
Snakken om konkurs og tvang er en joke omhandlende hans egen situation under finanskrisen, hvor et ugeblad gik hans - skrantende - økonomi i sømmene. Siden har ‘konkurs’-joken været en stående en af slagsen - og dermed ikke en stikpille til Mads Christensen.
»Det er jeg faktisk helt ked af, at nogle tror, det er,« fastslår Peter Ingemann.
