'Blærerøven' Mads Christensen valgte sidste uge at sætte sit højt elskede og efterhånden berømte Rolex-ur til salg i et opslag på Facebook, da coronakrisen har efterladt ham uden indtægt.

85.000 kroner lød prisen, og det er der tilsyneladende mange danskere, der er villige til at betale. For Mads Christensen har fået så mange henvendelser, at han har svært ved at følge med.

»Der kom simpelthen en tsunami af interesse, så jeg må erkende, jeg har mistet overblikket,« siger Mads Christensen til B.T og tilføjer, at han ikke bare har fået henvendelser fra folk, der ønsker at købe hans ur, men også mennesker, der simpelthen bare vil hjælpe ham.

»Der er i hvert fald 100, der vil købe det ur. Yderligere 100 har skrevet sympatierklæringer, og folk har spurgt, om de skal låne mig penge og holde på uret, til jeg er kommet på fode. Det har været helt overrumplende,« siger en tydeligt overvældet Mads Christensen.

Han har foreløbig givet de mange potentielle Rolex-købere besked om, at han vil vende tilbage til dem senere, for nu vil han have, at hans ur går til den helt rigtige. Mads Christensen forklarede i sin salgsannonce på Facebook selv, hvordan uret er et vintage Rolex-ur, en såkaldt Submariner 5513, købt af urmager Michael Woolhead i 1995. Nu betyder det meget for ham, at uret netop havner hos en, der sætter pris på dets historie.

»Jeg vil gerne have, det ender hos en person, der synes, historien med Michael Woolhead er interessant, og synes, det er sjovt, det har været mit. Hellere det, end at det ender hos en spekulant, der sælger det for 150.000 om fem år,« siger Mads Christensen, der derfor heller ikke vil tage mere end de 85.000 for uret.

Han har tidligere ikke lagt skjul på, at det særlige ur sælges, fordi han med egne ord »er på røven«. 55-årige Mads Christensens forretning bygger især på foredrag, og uden mulighed for at samle mange mennesker er den indtægt med et snuptag forsvundet.

»Min kalender er gabende tom – og jeg kan ikke leve på det ur til november,« siger Mads Christensen, der også frygter for fremtiden.

»Jeg har en grim fornemmelse af, at det, jeg laver, har lange udsigter. Det kræver, at 300 mennesker sidder sammen, og det er tilsyneladende det sidste, der sker i den her træge genåbning,« siger han og tilføjer:

»En ting er, om vi må samles, noget andet er, om mennesker gør det. Jeg oplever, at angsten er dybt forankret i mange.«

Med de mange aflyste job er Mads Christensens indtægt lige nu et rungende nul, og der er heller ikke noget på kistebunden. Derfor er det også banken, der i øjeblikket holder hånden under ham.

»I modsætning til normale mennesker har jeg ingen opsparing. Det er rimelig tåbeligt,« siger Mads Christensen og fortsætter:

Mads Christensen har i øjeblikket ingen indtægt, og han har heller ingen opsparing, fortæller han.
Mads Christensen har i øjeblikket ingen indtægt, og han har heller ingen opsparing, fortæller han. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at noget kunne lukke min forretning helt ned på 48 timer, så jeg var helt uforberedt, og jeg er også ved at flytte hjemmefra og har noget restskat, jeg skal betale. Jeg er et stort, flot korthus, men kan nemt vælte.«

55-årige Mads Christensen er for nylig gået fra konen og har i den forbindelse bosat sig på sin båd. Det er altså ikke kun på den økonomiske front, han lige nu oplever en omvæltning. Han understreger dog, at man ikke skal have ondt af ham på grund af hans økonomiske situation.

»Nu sælger jeg mit ur, men hvis det bliver svært, så sælger jeg min nyre. Jeg har ikke ondt af mig selv, men af dem, jeg kender, der er dårligere stillet end mig,« siger han og fortæller, at han frygter, vi vil se mange lukkede dankort og konkurser den kommende tid.

Selv bruger Mads Christensen nu tiden på at finde ud af, hvad han skal lave i fremtiden, og her indgår både tanker om at skrive en bog eller lave et tv-program i overvejelserne.