Ifølge Peter Ingemann er restaurationsbranchen et af de steder, som kunne have brug for en hjælpende hånd under corona-krisen.

Han kommer derfor med et indspark i debatten, som er adresseret direkte til landets statsminister.

'Overvej det, Mette. Åbn caféerne og restauranterne! En af de brancher, der er ramt allerhårdest, og hvor antallet af konkurser efterhånden overstiger prisen på en flakon håndskrift, er den danske cafe- og restaurationsbranche,' lyder det i hans opslag, som blev delt på Instagram mandag.

Overfor B.T. forklarer han, at han selv er ud af en familie, som har været i både restaurations- og hotelbranchen

.

Tv-værten Peter Ingemann kommer med inspark i coronadebatten.
Tv-værten Peter Ingemann kommer med inspark i coronadebatten. Søren Bidstrup

»Det er jo i forvejen en branche, som har det hårdt. Selv michelin-restauranterne klarer sig jo kun lige igennem,« lyder det.

Han understreger, at han ikke er sundhedsekspert og ikke har den fulde viden, som gør, at han kan forklare, om en åbning af beværtninger er den rette vej at gå.

»Det er også derfor, jeg skriver, at statsministeren skal overveje det.«

Når nogen kan klippe hår, massere eller tattovere, så mener Ingemann, at man med fordel også kunne finde en løsning, hvor folk kunne sidde udendørs på en restaurant eller café med to meter imellem sig.

Han nævner både i sit opslag og i interviewet, at vejret også godt kunne klare noget udendørsservering.

»Og hvis det så skifter, så må man jo gøre op med sig selv, om man vil sidde under et halvtag i regnen, eller man vil tage hjem,« siger han.

Peter Ingemann slår desuden fast, at situationen med den smitsomme coronavirus generelt er håndteret godt i vores land, men at der selvfølgelig har været fejl undervejs. Nu kommer han så med en af sine idéer til, hvor man kunne kigge næste gang i genåbningen af Danmark.

»Nu har jeg nogle, som gider at følge mig (på Instagram, red) og høre, hvad jeg siger, og det eneste, jeg påpeger, er, om det er en overvejelse værd. Så håber jeg, at der er nogen, der er klog på det her, som kan finde ud af svaret.«