»Det var akavet i starten, og jeg var noget nervøs. Jeg skulle møde en gammel ven, som jeg tilmed har haft amourøse forbindelser til, og så har jeg samtidig et snurrende kamera i nakken. Det er da en sjov situation.«

Når Peter Ingemann laver tv, vil han gerne have, at følelserne er ægte. Derfor havde han ikke på forhånd mødtes med sin ekskæreste, før de pludselig skulle genforenes efter 20 år – på tv.

Det fortæller tv-værten, der i december er aktuel med 'Ingemann og Færøerne', hvor han rejser »tilbage til fortiden« på sin knallert, som han tidligere har gjort i både 'Ingemann og hovedstaden' og 'Ingemann og Vestkysten'.

Peter Ingemann har længe ønsket sig at lave sit velkendte knallertprogram fra Færøerne. Landet mod nord har nemlig en helt særlig plads i tv-værtens hjerte, fortæller han.

Tv-værten Peter Ingemann.
Tv-værten Peter Ingemann. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle bo heroppe,« fortæller han over telefonen.

I 1994 blev den i dag 47-årige tv-vært nemlig kæreste med en sød færøsk pige, som han havde mødt på den højskole i Esbjerg, som de begge gik på, og i en periode på to måneder boede de i Færøernes hovedstad, Torshavn.

»Jeg var også deroppe flere gange siden, men så gik forholdet i stykker, som sådan noget jo gør, og så har jeg ikke set hende siden,« siger Peter Ingemann.

»Men nu hvor jeg skulle til Færøerne og genopleve en masse ting, ringede jeg til hende og spurgte, om hun havde lyst til at være med i programmet.«

Elin, som ekskæresten hedder, var tilbageholdende i starten, men endte med at sige ja.

»Det er, fordi jeg er så fantastisk en mand, at folk altid siger: 'Hvor har vi dog savnet dig'. Det er klart,« siger Peter Ingemann med sit sædvanlige glimt i øjet.

Han tilføjer dog, at parret skiltes som venner, og at det er noget, han altid bestræber sig på at gøre, da man aldrig ved, om ens veje vil krydses senere i livet.

»Så det var idyl med idyl på,« siger Peter Ingemann, der havde sin hustru, Trine, med som rejsekammerat.

Peter Ingemann med sin hustru, Trine.
Peter Ingemann med sin hustru, Trine. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Vi var til kaffe ved hendes forældre og farmor, så dér sad min kone og jeg bænket med eks-svigerforældrene og havde en hyggelig dag med pandekager, hjemmelavet æblekage og kaffebord på færøsk manér. Og hendes farmor forærede os hjemmestrikkede sokker. Det var skidegodt.«

Mødet mellem de to kvinder i tv-værtens liv var ikke akavet. Ikke for dem i hvert fald.

»De kunne hurtigt blive enige om, at jeg var dårlig til at planlægge og huske praktiske ting, så det er godt, vi skal rejse hjem i morgen. Nu er det nok,« griner han.

Om de skal ses igen, er han ikke sikker på.

»Det er ikke noget, vi har planlagt, men det kan sagtens være. Hun har mand og fire børn – 'the færøsk way' – så hun har nok om ørerne, og det har jeg også,« siger han.

»Vi er to vidt forskellige steder i livet, og det det stod skrevet i stjernerne, at det ikke skulle være os, og jeg er også glad for den kone, jeg har i dag, så der er intet dér.«