'Signe, jeg har din ryg!'

Sådan indleder tv-værten Peter Ingenmann et langt skriv på sin Instagram-profil.

I opslaget forsvarer han Signe Moldes nye satireprogram, 'Signe Molde på udebane', hvor første afsnit løb over skærmen i sidste uge.

Her besøgte Signe Molde det danske LGBT+-miljø, men efterfølgende var kritikken af Signe Molde massiv fra LGBT+ Danmarks side.

Organisationen delte blandt andet en lang pressemeddelelse på deres hjemmeside, hvor de angreb programmets tone og vinkling, som de hverken fandt 'sjov eller respektfuld'.

B.T. har gentagende gange forsøgt at få en kommentar fra Signe Molde til kritikken, men hun er ikke vendt tilbage. Hun kan dog nu trøste sig med, at hun som minimum har Peter Ingemann i sit ringhjørne.

I sit opslag kalder han blandt andet Signe Moldes program for 'public service, når det er bedst'.

'Og det er godt gået i denne for vort land så svære tid,' skriver han og uddyber, at han er træt af, at 'der efterhånden ikke er meget, man må grine af længere'.

Signe Molde får nu opbakning af tv-værten Peter Ingemann.
Signe Molde får nu opbakning af tv-værten Peter Ingemann. Niels Christian Vilmann

Peter Ingemann påpeger desuden et eksempel fra en scene i Signe Moldes program, hvor der bliver talt om lesbiske kvinder, som er blevet udskammet som transfobiske, fordi de har afvist at ville have sex med folk, der identificerer sig som kvinder, men som er født som mænd og stadig har en penis.

'Ja den er sgu god nok! Læs lige sidste sætning igen. Den er fra programmet og sætter hele diskussionen om korrekthed-høflighed-åbenhed-meningskontrol i relief,' skriver Peter Ingemann i sit opslag.

'Det var et moment of truth, da forpersonen fra LGBT+ IKKE kunne se det groteske i, at lesbiske, der ikke ønsker dillere ind i deres sexliv, skal udskammes som reaktionære transfober,' fortsætter han og kalder scenen et godt eksempel på, hvad det indebærer, når folk føler, at de kan afkræve accept og omfavnelse uanset hvad.

B.T. har været i kontakt med Peter Ingemann, som ikke ønsker at uddybe sit opslag yderligere. Hele opslaget kan læses herunder: