Kendissen Peter Falktoft har for nyligt lavet en podcast omkring rygning - 'Danmarks Dræber #1'. Her kritiserer han tobaksindustrien voldsomt.

Men nu bekræfter British American Tobacco, at de i 2016 brugte 'Snebolden' som konferencier til et af deres arrangementer.

Det skriver Radio24syv, som har bragt historien tirsdag.

Det var i forbindelse med lanceringen af cigaretmærket King’s Pocket Click i 2016, at den 34-årige aarhusianer blev hyret.

Arrangementet foregik på natklubben Sigurdsgade 39 og var et event for forhandlere og medarbejdere i British American Tobacco. Udover Peter Falktoft var kendis-makkeren Esben Bjerre også konferencier ved rygefesten.

Camilla Kragh, som deltog til festlighederne, forklarer overfor mediet, at der til festen var fri bar og cigaretter til fri afbenyttelse.

Radio24syvs afsløring af Peter Falktofts virke for British American Tobacco vil formentlig komme bag på de fleste, der har lyttet til podcasten 'Danmarks Dræber #1'.

Her tordner han nemlig mod selvsamme industri.

»Sandheden er, at uanset hvordan man vender og drejer det, så tjener tobaksindustrien penge på et produkt, som folk dør af. Jeg tænker umiddelbart selv uden at vide det, at jeg ikke ville kunne sove om natten, hvis det var mig, der solgte det produkt,« har han sagt.

Hvor stort et beløb Falktoft modtog fra tobaksfirmaet, fremgår ikke af Radio24syvs historie. Mediet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra hovedpersonen.

Podcasten har også fået kritik for at være fejlbehæftet. En kritik, der betød, at man fra DRs side tidligere på måneden måtte bringe en række præciseringer. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

Da podcasten udkom lavede Falktoft flere opslag på sin Instagram, hvor han kommer ind på motivationen bag.

'Det er over min fatteevne, at noget så veldokumenteret og belyst åndssvagt kan være ‘hipt’, ‘cool’ eller ‘trendy’. Især blandt unge.
Men det er det. Og det er fucking idiotisk. Derfor har jeg lavet et program i fem afsnit til Danmarks Radios P1 om, hvor fucking håbløs en situation det er, vi står i, når det kommer til rygning,' skriver han blandt andet.

'Og hvis du synes, titlen er lige krads nok - og at jeg måske lige er en tak for hysterisk, når det kommer til smøger, så noter dig følgende…. 13.600 danskere dør hvert år af rygning. Behandling af rygerelaterede sygdomme koster årligt samfundet 14 mia. kroner. 320.000 danskere lider af lungesygdommen KOL.'

Derudover mener han også, at det er noget miljøsvineri, da cigaretskodder bliver smidt ud i flæng ud i naturen.

Peter Falktoft har ingen kommentarer til B.T.