Mandag blev det afsløret, at Peter Falktoft, der i disse tider har travlt med at kritisere tobaksindustrien i podcasten 'Danmarks Dræber #1', selv lod sig betale for et konferencierjob i selv samme branche tilbage i 2016.

Nu reagerer han selv på afsløringen.

'At en tjans som konferencier til en p-fest for de ansatte på byens natklubber, som vi i øvrigt var hyret ind til af et eventbureau, skal agere benspænd for et kritisk program om rygning på P1 i 2019, tjener intet andet formål at fjerne fokus fra det vigtige budskab programmet indeholder,' skriver han i et opslag på Facebook.

Han understreger, at han i 2016 ikke gjorde sig de store tanker om rygning, udover at han syntes, røgen lugtede.

I dag ser han dog rygning som 'et gigantisk sundhedsproblem', som han 'har forsøgt at gøre noget ved'.

'At mine venner i den kulørte presse og radioens ditto fremstiller det, som de gør, er, hvad det er. En nem historie, der forsøger at stikke en kæp i hjulet på mig og vores produkt. Intet nyt på den front. Vores forhold og historik er velkendt,' skriver han.

Det var Radio24syv, som bragte historien tirsdag.

Her afslørede mediet, at den i dag 34-årige aarhusianer til lanceringen af cigaretmærket King’s Pocket Click i 2016 ar hyret ind til at styre arrangementet, der foregik på natklubben Sigurdsgade 39 og var et event for forhandlere og medarbejdere i British American Tobacco.

Overfor Radio24syv bekræftede British American Tobacco Peters Falktofts virke ved arrangementet.

I dag - tre år senere - har Peter Falktoft dog flere gange kritisereret tobaksindustrien i sin podcast.

»Sandheden er, at uanset hvordan man vender og drejer det, så tjener tobaksindustrien penge på et produkt, som folk dør af. Jeg tænker umiddelbart selv - uden at vide det - at jeg ikke ville kunne sove om natten, hvis det var mig, der solgte det produkt,« har han blandt andet udtalt i 'Danmarks Dræber #1'.

Og det står han ved i sit opslag på Facebook. Han mener ikke, de jobs, han tog i 2016, skal spænde ben for hans arbejde i dag eller i fremtiden.

'Hvis udgangspunktet herfra er, at man ikke kan kaste sig over en sag uden at have levet 100% asketisk gennem tilværelsen inden da, så pøj pøj med det til de, der måtte leve op til det. Personlig formidling bliver meget hurtigt et nulsumsspil i så fald,' skriver han.

Han erkender dog, at konferencierjobbet have været relevant at nævne i podcasten.

'Burde jeg have nævnt det i programmerne? Tydeligvis. Det faldt mig på intet tidspunkt ind. Hvorfor? Fordi det var et hurtigt gig, som jeg har lavet flere af, end jeg kan tælle. Fordi det var et lukket event for natklubbernes personale. Betalt af tobakindustrien,' skriver han og garderer sig mod fremtidige lignende historier ved at opridse en liste over andre konferencierjobs, han gennem tiden har haft.

Det meget lange Facebook-opslag runder han af med at lykønske Radio24syv for deres 'nidkære arbejde' med 'objektiv journalistik'.

'Afslutningsvis vil jeg dog gerne blankt erkende, at jeg på trods af ekstensiv erfaring, når det kommer til benspænd forklædt som sensationsjournalistik, må indrømme, jeg er tæt på målløs over, hvor nemt det har været for tobakslobbyister at skyde fokus væk fra problemet og over på mig,' skriver han og fortsætter:

'Det gør mig trist til mode på vegne af dem, som måske ikke har helt samme standhaftighed eller egen platform at skyde tilbage fra.'

Podcasten 'Danmarks Dræber #1' tager blandt andet udgangspunkt i Peter Falktofts KOL-syge far.

Indtil videre findes der seks afsnit af serien, der blandt andet har fået kritik for at være fyldt med faktuelle fejl.