Hun er døbt Kirstine, hedder også Marikka Sofia, men lystrer kun Paprika.

Forvirret? Det var TV 2 også, da de i december spurgte deltagerne i quiz-programmet 'Jo færre jo bedre', hvad Paprika Steens egentlige fornavn er.

»Redaktionen medgiver – med stor ærgrelse – at der er begået en fejl i spørgsmålet om Paprika Steens egentlige fornavn,« siger TV 2-redaktør Thomas Strøbech om brøleren, som måske slet ikke er så stor igen.

For lad os først lige få styr på, hvad Paprika Steen egentlig hedder. Og hvorfor.

»Min mor var meget mørk og havde fregner, og min far var lysblond ligesom mig og blev meget solbrændt, så de regnede ud, at de nok ville få et rødhåret barn. Så hvis det blev en pige, skulle hun hedde Paprika, sagde de, 14 dage inden jeg blev født,« siger Paprika Steen og smiler.

»Det var min mors skøre opfindelse. Det er meget sødt, ikke?«

Men i 1964 måtte man ikke hedde Paprika, så jazzpianisten Niels Jørgen Steen og den afdøde skuespiller Avi Sagild gav deres lille nyfødte pige navnet Kirstine efter hendes oldemor.

Men den i dag 55-årige skuespiller er aldrig blevet kaldt andet end Paprika. Først som seksårig fandt hun ud af, at det slet ikke var hendes rigtige navn. Og siden har hun da også officielt skiftet navn.

Skuespiller Paprika Steen
Skuespiller Paprika Steen Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det skete i 1989, da den dengang 25-årige skuespilstuderende besøgte en numerolog.

Hvorfor så du ikke dit snit til at ændre navn til Paprika i den forbindelse?

»Det var ikke godt, sagde numerologen!« siger Paprika Steen og griner.

I dag tror hun ikke rigtig på, at et navn betyder det store.

»Men jeg havde sådan en periode, hvor jeg skulle 'til Østen og finde mig selv'. Det varede 14 dage. Men der nåede jeg at tage et nyt navn ud fra nogle lister, hun gav mig, så nu hedder jeg Marikka Sofia Steen. Men det er bare et navn, der står på mit sygesikringsbevis. Jeg bruger det ikke,« siger hun.

Hun synes i øvrigt heller ikke, at hendes liv blev nævneværdigt bedre efter besøget hos numerologen.

Hun har aldrig været offentlig om sit officielle navn, så hun kan sagtens forstå, at quizprogrammet 'Jo færre jo bedre' ikke havde styr på det, da de i december efterspurgte 'Paprika Steens egentlige fornavn' i kategorien 'Danske divaer'.

Her blev det korrekte svar angivet som 'Kirstine'. Og det ærgrer redaktionen bag programmet, fortæller TV 2-redaktør Thomas Strøbech, da B.T. fortæller ham om Paprika Steens ukendte navn.

Maria Tangaa og Steen Langeberg er værter på 'Jo færre jo bedre'.
Maria Tangaa og Steen Langeberg er værter på 'Jo færre jo bedre'. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

»Quiz handler jo lige så ofte om at stille det rigtige spørgsmål for at undgå fejlkilder, og her skulle man så have spurgt ind til Paprika Steens fødenavn og ikke 'egentlige navn', hvis svaret 'Kirstine' skulle være korrekt,« siger han.

»Navnet Marikka tyder dog på at være en velbevaret hemmelighed, da quizredaktionen - som jeg i øvrigt mener, er blandt Danmarks absolut både dygtigste og grundigste - altid validerer alle svar hos tre til fem af hinanden uafhængige kilder. Og i dette tilfælde har alle kilder altså peget på Kirstine som Paprika Steens egentlige navn.«

Ingen af programmets deltagere gættede på hverken 'Kirstine' eller 'Marikka', så der er ingen skade sket.

Skulle nogen dog have sagt 'Marikka' med overbevisning i stemmen, bliver 'Jo færre jo bedre' heldigvis ikke ikke sendt live, og man ville derfor have haft mulighed for at tjekke op på det, fortæller TV 2-redaktøren.

I 'Jo færre jo bedre' er en række spørgsmål i forvejen blevet stillet til 100 forskellige personer, og programmets deltagere skal nu finde det korrekte svar, som færrest danskere har kendt til.

Ud af de hundrede havde kun tre svaret 'Kirstine', hører man i programmet, og Thomas Strøbech kan oplyse til B.T., at ingen af de hundrede havde sagt 'Marikka'.

Så Paprika Steens egentlige fornavn må siges at være en velbevaret hemmelighed.

Indtil nu.