Den anden dag fik Oscar Hjorthøj Bilsbo en besked fra sin mormor.

»Er det noget for mormor at læse?« skrev hun.

Umiddelbart et ret uskyldigt spørgsmål. Hvis hun altså ikke spurgte til den erotiske novelle, han netop har fået udgivet.

»Det spørgsmål havde jeg ikke lige forudset,« siger han grinende.

21-årige Oscar Hjortshøj Bilsbo er den yngste af syv kendte mænd, som sagde ja tak, da pr-agenten, Elisa Lykke, bad dem om at skrive en historie til novellesamlingen 'Mandefantasier'.

Til daglig er Oscar Hjortshøj Bilsbo kok på restaurant Esmée på Kongens Nytorv i København, og nu kan han også kalde sig forfatter.

»Der er ikke mange, der er lige så gamle som mig, der skriver om deres sexfantasier. Jeg har holdt det lidt hemmeligt, ikke fordi jeg er bange for at tale om det, men det er ikke noget, jeg vil flage med. Jeg vil ikke sige, at det er tabubelagt, men det er enormt privat, hvad der foregår i mit underlige hoved.«

Alligevel var han ikke i tvivl om, at han gerne ville være med.

Oscar Hjortshøj Bilsbo er aktuel i ny bog om mænds sexfantasier, men det passer ham godt, at han er anonym, så ingen ved, hvilken novelle han har skrevet. Privatfoto
Oscar Hjortshøj Bilsbo er aktuel i ny bog om mænds sexfantasier, men det passer ham godt, at han er anonym, så ingen ved, hvilken novelle han har skrevet. Privatfoto
Vis mere

»Jeg har ikke skrevet supermeget før, men jeg var glad for dansk, da jeg gik i skole,« siger han, der gik til opgaven på nogenlunde samme måde, som hvis han skulle skrive en dansk stil.

»Jeg skrev fem fantasier op – men de gik i alle retninger, og jeg havde det sådan: 'Så mange bizarre ting kan jo ikke indgå, ikke engang i en fantasi', siger han.

Han havde brug for hjælp, og den kom fra en lidt uventet kant.

»Jeg spurgte en pige, jeg var på date med, om hun ville hjælpe mig. Det var ret sjovt at fortælle én, jeg var vild med, om mine fantasier.«

Han kan konstatere, at det virkede, for novellen blev færdig og:

»Nu ses vi ret fast – og det er første gang, at jeg har lyst til at præsentere en pige for min familie,« siger han.

Allerede i sommer optrådte Oscar Hjortshøj Bilsbo, der er søn af Lars Hjortshøj og Tina Bilsbo, for første gang offentligt.

Han var nemlig med i ottende sæson af 'Klovn' og spillede rollen som Lars Hjortshøjs søn, der har en affære med den 57 år ældre Pykker, også kendt som Mias mor.

I ottende sæson af 'Klovn' spillede Oscar Hjortshøj Bilsbo, Lars Hjortshøjs søn, der indleder en affærre med Mias mor, Pykker, spillet af Elsebeth Steentoft. Foto: Per Arnesen/TV 2
I ottende sæson af 'Klovn' spillede Oscar Hjortshøj Bilsbo, Lars Hjortshøjs søn, der indleder en affærre med Mias mor, Pykker, spillet af Elsebeth Steentoft. Foto: Per Arnesen/TV 2
Vis mere

»Min optræden i 'Klovn' var også lidt en fantasi – for nogen,« siger han.

Men reaktionen på hans optræden dengang og nu har været meget forskellig.

»Reaktionen efter 'Klovn' var sindssyg. Alle havde set det. Det er ikke alle, der kommer til at læse det her, og jeg kan godt lide, at det er anonymt.«

Men han er blevet mødt med en anden form for respekt, når det gælder novellen.

»Folk synes, det er sejt, at jeg har kunnet skrive en god novelle. En af min kammerater, der læste min novelle, kunne virkelig forestille sig dét, jeg havde skrevet,« siger han.

Historierne i 'Mandefantasier' har ikke bare sat gang i forestillingsevnen. De har også sat gang i nye samtaler i venneflokken.

»Flere af mine venner er holdt op med at se porno, for det fucker én op, og man bliver afhængig af det. Men måske kommer der nu en bølge, hvor man har lyst til at læse sig til fantasierne. Ofte bliver samtaler med drengene mere pik og patter, men det er fedt at opdage, at man også kan tale om, hvad man faktisk synes, er frækt.«

Når det er sagt, må han indrømme, at der er mennesker, som han ikke har lyst til at diskutere sine sexfantasier med – sin mormor for eksempel.

»Jeg er stadig ved at finde på et svar til min mormor. Én ting er at snakke med mine venner om mine fantasier, men min mormor … Hun må gerne læse novellen, men jeg skal ikke drages ind i den samtale, der kunne være efterfølgende.«