Jamie Lynn Spears' kommende bog har mødt stor kritik, allerede inden den er blevet udgivet.

Nu kan man for første gang læse lidt af det, der står i Britney-lillesøsterens selvbiografi 'Ting, jeg skulle have sagt' – en bog, der undervejs både har måttet ændre titel og har fået afvist sine donationer til en velgørenhedsorganisation.

Det amerikanske medie TMZ har nemlig udgivet et uddrag af den 30-årige skuespillerindes bog.

Her fortæller Jamie Lynn Spears, at folk tættest på hende forsøgte at overtale hende til at få en abort, da det var en »forfærdelig idé« at få et barn som 16-årig – ikke mindst hendes far, Jamie Spears.

»'Det vil ødelægge din karriere. Du er bare for ung. Du ved ikke, hvad du laver. Der er piller, du kan tage. Vi kan hjælpe dig med at tage vare på det her problem',« gengiver Jamie Lynn Spears i bogen.

Som 16-årig i 2007 var Jamie Lynn Spears nemlig i fuld gang med sin hovedrolle i Nickelodeon-serien 'Zoey 101'.

Men hun valgte altså at trodse »alle«, da hun året efter fik datteren Maddie Briann med ungdomskæresten Casey Aldridge.

Derudover fortæller Jamie Lynn Spears i sin bog, at hun ikke måtte fortælle nyheden om sin graviditet til Britney Spears.

Jamie Lynn Spears og Britney Spears i 2006. Popikonet har langet voldsomt ud efter sin lillesøster, som hun mener ikke har hjulpet hende, men tværtimod lukreret på hende.
Jamie Lynn Spears og Britney Spears i 2006. Popikonet har langet voldsomt ud efter sin lillesøster, som hun mener ikke har hjulpet hende, men tværtimod lukreret på hende. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»Jeg havde mere brug for hende end nogensinde, og hun kunne ikke hjælpe mig i min mest sårbare tid. Den dag i dag smerter det mig stadig ikke selv at kunne have fortalt min søster det,« skriver kendislillesøsteren.

Få måneder inden fødslen af Maddie Briann blev Britney Spears indlagt efter et psykisk nedbrud, og her startede farens famøse formynderskab over hende.

I de 13 år, formynderskabet endte med at vare, ville Britney Spears selv gerne have haft mulighed for at gøre teenagesønnerne Sean og Jayden til storebrødre.

»Jeg vil gerne kunne blive gift og få en baby. Jeg har en spiral inde i mig, så jeg ikke kan blive gravid. De ønsker ikke, at jeg får børn – får flere børn,« fortalte Britney Spears, da hun i juni for første gang udtalte sig imod farens nyligt ophævede formynderskab over hende.

Jamie Spears, far til Britney og Jamie Lynn Spears, og Britney Spears. I slutningen af september blev han fjernet som hendes værge.
Jamie Spears, far til Britney og Jamie Lynn Spears, og Britney Spears. I slutningen af september blev han fjernet som hendes værge. Foto: Uncredited
Vis mere

Britney Spears' tidligere manager, Sam Lufti, har desuden kritiseret Jamie Lynn Spears' kommende bog.

Ikke mindst den påstand, at Jamie Lynn Spears ønskede at involvere sin storesøster i graviditeten.

'Endnu en bog fyldt med løgne. Hun rakte overhovedet ikke ud til sin søster, faktisk fortalte de mig om babyen, men bad mig om ikke at sige noget til B (Britney Spears, red.), men det gjorde jeg alligevel,' skriver Sam Luffti på Twitter.

'B var chokeret og så bekymret for hendes sikkerhed og tilbød at sende sikkerhedsvagter, penge og et sikkert sted at være, men JL (Jamie Lynn Spears, red.) ignorerede hende.'

Det første kontrovers over Jamie Lynn Spears' kommende bog var, da velgørenhedsorganisationen This Is My Brave ikke ville tage imod donationer fra salget.

This Is My Brave ønsker at destigmatisere mentale helbredsproblemer, men afviste donationerne efter en storm af vrede følgere, der påpegede, at Britney Spears har anklaget sin lillesøster for at have været medvirkende til at ødelægge popikonets mentale helbred.

Derudover havde Jamie Lynn Spears oprindelig kaldt sin bog 'I Must Confess', men ændrede det til 'Things I Should Have Said', efter vrede Britney Spears-fans påpegede den tætte forbindelse til Britney-hittet 'Baby One More Time'.

Bogen udkommer 18. januar 2022.