Talkshowværten Oprah Winfrey har trukket sig fra en omtalt #MeToo-dokumenter med hiphop-ikonet Russell Simmons som omdrejningspunkt.

Den 62-årige medstifter af pladeselskabet Def Jam Records er de seneste år blevet beskyldt for at stå bag adskillige seksuelle overgreb.

Det var meningen, at Oprah skulle være producer på filmen om ham, men fredag trak hun sig fuldstændig fra projektet. Det skriver TMZ.

Oprahs beslutning kommer i kølvandet på massiv kritik fra blandt andre rapperne 50 Cent og The Game, som har anklaget talkshowværten for at gå målrettet efter sorte mænd, der bliver anklaget for seksuelle overgreb, mens hun overser hvide mænd med tilsvarende anklager imod sig.

(Arkiv) Russell Simmons.
(Arkiv) Russell Simmons. Foto: TIBRINA HOBSON
Vis mere

Filmen, som er lavet i samarbejde med dokumentarholdet Kirby Dirk og Amy Ziering, skulle ellers være udkommet på AppleTV+ næste år. Det kan nu ikke lade sig gøre, fordi Oprah har trukket sig.

»Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke længere vil være producer på den unavngivne Kirby Dirk og Amy Ziering-dokumentar, og derfor vil den ikke udkomme på Apple TV+,« siger talkshowværten ifølge det amerikanske medie.

Filmen, hvori flere af Russell Simmons påståede ofre medvirker, vil dog stadig blive vist på Sundance Film Festival den 25. januar 2020.

Selvom Oprah har trukket sig fra projektet, understreger hun, at hun stadig tror på de kvinder, der har anklaget Russell Simmons.

»Jeg vil gerne have, at alle ved, at jeg uden tvivl stadig tror og støtter disse kvinder. Deres historier fortjener at blive fortalt.«

50 Cent har især været efter Oprah Winfrey for hendes medvirken til dokumentaren.

I et Instagram-opslag skrev han følgende tilbage i midten af december:

'Jeg forstår ikke, at Oprah går efter sorte mænd. Hvorfor går hun ikke efter Harvey Weinstein eller Epstein, men kun Michael Jackson og Russell Simmons. Det er fandeme sørgeligt.'

Ifølge Oprah Winfrey er det dog ikke denne kritik, som har gjort, at hun trækker sig fra projektet. Det er i stedet, at hun ikke er enig med Kirby Dirk og Amy Ziering om 'den kreative vision for filmen'.

Oprah mener, at der skal lægges flere kræfter i filmen, før den kan 'vise det fulde omfang af, hvad kvinderne er blevet udsat for'.

Russell Simmons selv er bestemt ikke begejstret for Oprah Winfreys hidtidige arbejde på dokumentaren.

I december delte han et yderst langt opslag på Instagram, hvor han langede ud efter talkshowværten, som han tidligere har haft et venskabeligt forhold til.

'Du og jeg klikkede, og det er derfor, at jeg finder det så bekymrende, at du vælger at pege mig ud i din dokumentar. Jeg har allerede indrømmet, at jeg har været en playboy, der har haft sex med mange og sat mig selv i kompromitterende situationer,' skrev han blandt andet, før han afviste alle anklager om at have voldtaget nogen.

Det gjorde han blandt andet ved at henvise til flere løgndetektor-test, som han skal have bestået.

'Nu, hvor du kender fakta, burde du vide, hvad jeg ved: Nemlig at alle disse historier er usande og gør ondt på folk,' skrev han i opslaget, som du kan se nederst i artiklen.

Russell Simmons er blevet beskyldt for seksuelle overgreb på mindst 12 forskellige kvinder. I mange af tilfældene, som går helt tilbage til 1988, er han blevet beskyldt for fuldbyrdet voldtægt.

En af de kvinder, som har anklaget produceren, er Alexia Norton Jones, som påstår at være blevet angrebet af Russell Simmons i 1990, da hun efter en date tog med ham hjem i hans lejlighed.

»Jeg husker, at han pludselig skubbede mig op ad væggen og hev min kjole op. Jeg må have sagt nej 7-10 gange,« har kvinden tidligere fortalt til The New York Times.

På trods af de mange anklager mod ham er Russell Simmons ikke blevet dømt for nogen af dem.

I 2017, hvor indtil videre 'kun' tre kvinder havde beskyldt ham for voldtægt, trak han sig dog fra sit forretningsimperium.