Jerry Harris er kendt for sin positive opførsel og for altid at kunne inspirere sine holdkammerater. Men nye anklager mod ham antyder, at han har 'inspireret' væsentligt mere end, loven tillader.

Netflix-stjernen Jerry Harris er tiltalt for flere forhold, hvor han har udnyttet mindreårige til at producere børnepornografi.

Den 21-årige Harris blev kendt som en del af cheerleaderholdet i den Emmy-vindende dokumentarserie 'Cheer', der kan ses på Netflix.

Serien følger et cheerleaderhold fra Navarro College, der ligger i en lille flække i Texas. Holdet er et af de førende cheerleaderhold i USA.

Men i september blev Jerry Harris anholdt og gik fra at være en lovende tv-stjerne til at være tiltalt for besiddelse af børnepornografi.

Nu tilføjes der yderligere anklager til sagen imod ham. Han tiltales for at have modtaget eller forsøgt at modtage børnepornografi. I fire tilfælde at have, overtalt, tilskyndet eller lokket en mindreårig til at optræde seksuelt med det formål at filme det. Ligesom han er tiltalt for i et tilfælde at have overtalt, tilskyndet eller lokket en mindreårig til at indlede et forhold. Det skriver USA Today.

Jerry Harris har siddet fængslet siden september, hvor de første anklager mod ham kom frem. Dengang lød anklagen på, at han gentagne gange havde kontaktet en dreng på de sociale medier og havde forsøgt at lokke ham til at producere seksuelle videoer og foto af sig selv.

Selv om drengen undervejs havde fortalt Harris, at han kun var 13 år gammel.

Jerry Harris har været korrespondent på Ellen DeGeneres’ talk show. Han har besøgt Oprah Winfrey og talkshowværten Stephen Colbert. Her er det besøget hos Oprah Winfrey, der er fanget. Jerry Harris er nummer tre fra højre. Foto SUZANNE CORDEIRO / AFP
Jerry Harris har været korrespondent på Ellen DeGeneres’ talk show. Han har besøgt Oprah Winfrey og talkshowværten Stephen Colbert. Her er det besøget hos Oprah Winfrey, der er fanget. Jerry Harris er nummer tre fra højre. Foto SUZANNE CORDEIRO / AFP SUZANNE CORDEIRO

Desuden er han tiltalt for som cheerleader at have udnyttet sin stilling til at forsøge at groome to tvillingebrødre. Brødrene, der selv er cheerleadere, mødte Harris i 2018, de de kun var 13 år gamle. De har fortalt, at Harris dengang misbrugte dem og efterfølgende krævede, at de sendte ham nøgenbilleder

Ifølge referater fra retten har Harris tidligere indrømmet:

  • At han anmodede om og modtog eksplicitte meddelelser på Snapchat fra mindst 10 til 15 personer, han vidste var mindreårige.

  • At han havde sex med en 15-årig ved en cheerleading-konkurrence i 2019.

  • Og at han betalte en 17-årig penge for nøgenbilleder.

I september afviste en talsmand for Jerry Harris anklagerne.

»Vi afviser kategorisk anklagerne mod Jerry Harris, som angiveligt skulle have fundet sted, mens han var teenager. Vi er sikre på, at anklagerne vil blive tilbagevist, når de sande facts kommer frem,« lød det i en udtalelse ifølge People.com.

I Netflix-serien er Jerry Harris kendt som et festfyrværkeri af godt humør, men han har ikke har haft et let liv. Som man ser i dokumentaren, bor han blandt andet hos sine venner, fordi hans mor er død af lungekræft.

Endnu er der ikke sat en dato for retssagen mod den 21-årige. Bliver Jerry Harris dømt, står han til minimum 15 års fængsel.