Mens corona truer med at ændre vores hverdag for altid, svulmer milliardformuerne fortsat hos Danmarks rigeste. Det viser listen over Danmarks 100 rigeste, som Berlingske har udgivet fredag.

Landets rigeste familie – familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego – har forøget sin formue så meget, at familien nu er oppe blandt verdens økonomiske sværvægtere.

Det vurderer professor i økonomi ved Aalborg Universitet Anders Drejer:

»Lego er formodentlig de eneste (danske milliardærer fra listen, red.), der indgår i klubben af superrige globalt set,« siger han.

Kammerherreinde Camilla Kristiansen og kammerherre Kjeld Kirk Kristiansen er fortsat Danmarks rigeste.
Kammerherreinde Camilla Kristiansen og kammerherre Kjeld Kirk Kristiansen er fortsat Danmarks rigeste. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hele 75 milliarder kroner er den jyske Lego-families formue vokset det seneste år, hvilket bringer familiens samlede formue op på astronomiske 261 milliarder kroner.

Det er 180 milliarder kroner mere end nummer to på listen, som er familien Louis-Hansen bag medicinaludstyrsproducenten Coloplast.

Og selv om det måske ikke er overraskende, at legetøjsgiganten har kronede tider under corona, hvor alle forældre nærmest er villige til at købe hvad som helst for at holde deres hjemsendte børn i ro, så overrasker den vilde fremgang alligevel eksperterne:

»Lego vinder jo på corona. De har stor fremgang. Det er nethandelen, der har drevet deres overskud. Men det er en meget voldsom stigning. Vi havde ventet det, men ikke at det ville være så meget,« lyder det fra Ejlif Thomasen, der er revisoruddannet journalist, og som står bag udfærdigelsen af listen over Danmarks rigeste.

Niels Peter Louis-Hansen og resten af Coloplast-familien sidder godt på posten som Danmarks næstrigeste.
Niels Peter Louis-Hansen og resten af Coloplast-familien sidder godt på posten som Danmarks næstrigeste. Foto: Unknown
Vis mere

Legos gigantiske formue bringer de fem ejere – Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen, hans kone Camilla samt parrets tre voksne børn, Sofie Kirk Kristiansen, Agnete Kirk Thinggaard og Thomas Kirk Kristiansen – op i en helt særlig liga.

Ifølge Anders Drejer er den eneste danske milliardærfamilie, som måske kan tage kampen op med Lego om placeringen som Danmarks rigeste, Bestseller-familien Holch Povlsen og familieoverhovedet Anders Holck Povlsen.

Trods et dystert forår, der truede med at skære en ordentlig luns af Aarhus-milliardærens formue grundet corona-lukkede butikker, reddede Anders Holch Povlsen det meste af formuen i hus – blandt andet grundet en øget nethandel.

Derfor bibeholder rigmanden sin placering som Danmarks tredjerigeste – omend han må se 12 milliarder kroner barberet af formuen, der altså nu er anslået til 44 milliarder kroner.

Anders Holch Povlsen, der her ses ved en Superliga-kamp med Nikolaj Lie Kaas, er fortsat Danmarks tredjerigeste. Og måske er han mere værd, mener eksperter.
Anders Holch Povlsen, der her ses ved en Superliga-kamp med Nikolaj Lie Kaas, er fortsat Danmarks tredjerigeste. Og måske er han mere værd, mener eksperter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Dog er der en ubekendt faktor ved Bestseller. Bestseller har nemlig en stor afdeling i Asien.

Og selv om dele af den asiatiske afdeling er talt med i opgørelsen, så er det svært at anslå en præcis værdi grundet ugennemsigtigheden i de asiatiske lande.

»Bestseller har et selskab i Kina, som ingen taler om, og ingen vil fortælle om. Hvis man talte det med, så kunne det godt være, at det ville gå så godt for Anders, at hans formue ville nærme sig Legos,« lyder det fra Anders Drejer.

På listens fjerde- og femteplads finder man gamle kendinge som Jysk og Danfoss, mens en ny rigmand har fundet vej til sjettepladsen.

Handlen med bunkerolie (skibsbrændstof) er tilsyneladende blevet så lukrativ en forretning for den pressesky 65-årige fynbo Torben Østergaard Nielsen, at han har fordoblet formuen fra 11 til 22 milliarder kroner på et år.

Og det har gjort ham til Danmarks sjetterigeste mand.

Listens syvende- og ottendeplads indtages af familierne Tøpholm og Westerman, der står bag høreapparatfirmaerne WS Audiology, mens skoimperiet Eccos ejer, Hanni Toosbuy Kasprzak, har måttet se formuen skrumpe med over fem milliarder, hvilket har sendt hende fra en sjetteplads ned på en niendelads.

Som rosinen i pølseenden har familien Kann Rasmussen, der ejer vinduesproducenten Velux, sneget sig ind på en 10.-plads med en formue på 14,7 milliarder kroner.

Fynboen Torben Østergaard-Nielsen kan nu kalde sig Danmarks sjetterigeste mand. 
Fynboen Torben Østergaard-Nielsen kan nu kalde sig Danmarks sjetterigeste mand.  Foto: Claus Fisker
Vis mere

Mens der ikke er så mange overraskelser i top-10, er der flere overraskelser længere nede på listen.

Her kan man for eksempel se, at partneren i kapitalfonden EQT, Morten Hummelmose, har taget et gigantisk spring fra 99.- til 27.-pladsen og har forsøget sin formue fra 1,3 til 4,6 milliarder kroner.

Og det er imponerende, vurderer forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Danmarks rigeste:

»Det viser, at nogle af de der jakkesætdrenge virkelig har scoret kassen. Det er meget dygtig kapitalforvaltning,« siger han.

Se hele listen over Danmarks 100 rigeste her.