Det er ikke mange dage siden, at Lars Tvede blev sparket ud af Nordic Eye, og det nager da også stadig rigmanden.

Derfor er der nu lagt op til en krig mellem ham og den tidligere nære ven Peter Warnøe.

Det var en direkte magtkamp mellem de to i Nordic Eye, som endte ud i, at Lars Tvede blev fyret i midten af ugen.

Men det lyder ikke, som om den duel er helt afsluttet. Lars Tvede, der i øvrigt er gift med Nye Borgerlige-politikeren Pernille Vermund, har i hvert fald skrevet en kort besked til Børsen.

'Selvfølgelig accepterer jeg ikke, at man uden videre vil fjerne min upside efter tre års hårdt arbejde. Så det kigger min advokat på,' skriver han.

Lars Tvede var en af de største investorer og har været tilknyttet som konsulent, men den nye formand i Nordic Eye, Niklas Holck, besluttede at fyre ham med få dages varsel.

Ifølge Børsen er Lars Tvede nu forpligtet til at ‘afhænde sine kapitalandele i selskabet til en pris, som har en fastsat værdi. Derfor får han ikke noget ud af det, hvis selskabet stiger i værdi.

Der har før været ballade mellem Lars Tvede og Peter Warnøe. I slutningen af november mente Lars Tvede, at hans tidligere ven havde overført en halv million til sig selv i stedet for at overføre dem til ham.

Peter Warnøe er ikke længere populær hos sin gamle ven Lars Tvede.
Peter Warnøe er ikke længere populær hos sin gamle ven Lars Tvede. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Netop de to navne har da også tidligere været i mediernes søgelys.

Sidste år kunne Lars Tvede bekræfte over for B.T., at han havde trukket millioner ud af sine selskaber i form af ulovlige aktionærlån. Han forklarede dog, at det var sket ved en fejl.

'Selv erfarede jeg, at der var sket en procedurefejl, da en journalist fra finans.dk kontaktede mig om det for tre dage siden,' lød det fra ham dengang.

Peter Warnøe blev i den forbindelse anklaget for præcis det samme. Som en reaktion på dette besluttede han at trække sig fra DR-programmet 'Løvens Hule'.