En del kendisser tjener fortsat millioner af dollars, selvom de er gået bort for år eller årtier siden.

På listen over de bedst tjenende døde kendisser, er der dog desværre også kommet et par nye navne, som er afgået ved døden i løbet af det sidste år.

Det er Forbes, der har lavet listen over de 13 døde kendisser med højest indtægt i 2020.

Blandt de nye på listen er rapperen Juice WRLD, der afgik ved døden efter en overdosis 8. december 2019 i en alder af 21 år.

Han er nummer syv på listen med en indtægt på 15 millioner dollars, som han har tjent, efter hans album Legends Never Die gik nummer et på den amerikanske hitliste.

Lige foran ham ligger Kobe Bryant, der desværre også er ny på listen, efter han døde i et helikopterstyrt i januar.

Han havde en indtægt på 20 millioner dollars. Det skyldes blandt andet en stor stigning i Nikes salg af alt merchandise med Kobe Bryant. Hans selvbiografi solgte også 300.000 kopier i år.

På listen kan man ellers finde kendisser som Marilyn Monroe, Elvis Presley, John Lennon, Prince, Bob Marley og andre.

Det er dog ingen af ovenstående, der topper listen.

Det er ingen andre end 'Kongen af Pop', Michael Jackson, der sidder på tronen.

Han har i 2020 haft en indtægt på 48 millioner dollars svarende til 302 millioner danske kroner.

Det er blandt andet Jacksons musik-katalog 'Mijac Music', der har indbragt de mange millioner. I kataloget er der blandt andet melodier af Elvis og Aretha Franklin, samt en langsigtet aftale med Sony, som tegner sig for mere end 70 procent af hans indtjening.

Michael Jackson døde den 25. juni 2009 i en alder af 50 år.