Den populære amerikanske tv-vært Alex Trebek er død. Han blev 80 år gammel.
Det skriver TMZ. I USA er han kendt som manden, der udfordrer sine deltagere i quizprogrammet 'Jeopardy!'. Det har han gjort siden 1984 i intet mindre end 37 sæsoner.
Han var derfor lidt af en legende, der med sit rolige sind og høje humør var vært for quizprogrammet, der blev set af millioner og atter millioner amerikanere.
Trebek havde i længere tid kæmpet med sygdom. I marts 2019 fik han konstateret kræft i bugspytkirtlen, og nu lidt mere end halvandet år senere tabte han kampen.

Trebek oplevede flere op- og nedture i sygdomsforløbet. I maj 2019 meldte han ud, at tumoren var skrumpet ind med 50 procent, men hans tilstand blev efterfølgende forværret, og han begyndte endnu en gang på et kemoforløb.
Chancen for at overleve med kræft i bugspytkirtlen i mere end et år anslås til at være syv procent, skriver mediet. Trebek var igennem flere kemoforløb og ønskede aldrig at opgive sit elskede tv-program. Han fortsatte derfor med at være vært og stod så sent som den 29. oktober foran kameraerne. Altså blot lidt over en uge før, at han gik bort.
Ifølge en talsperson fra produktionsselskabet bag programmet sov Trebek ind søndag morgen med familie og venner omkring sig.
Programmets direktør, Mike Richards, udtrykker sin dybeste medfølelse med alle berørte og noterer, at han aldrig har oplevet en person med stærkere vilje og mod:
»At arbejde side om side med ham i halvandet år, mens han heroisk fortsatte sin værtsrolle, har været en kæmpestor ære. Hans tro på programmets vigtighed og hans vilje til at presse sig selv til at gøre sit allerbedste var det mest inspirerende og modige, jeg nogensinde har set.«
Alex Trebek vandt seks awards for bedste tv-vært i et quizprogram ved Daytime Emmy Awards. Han satte Guiness World-rekord i 2014 for at være tv-vært i et quizprogram flest gange. På daværende tidspunkt lød det på imponerende 6.829.