Den amerikanske rapper Mo3 er død.

Mo3 – med det borgerlige navn Melvin A. Noble – blev onsdag skudt og dræbt ved højlys dag.

Ifølge adskillige amerikanske medier såsom People og TMZ blev rapperen skudt under et drive-by-skyderi på en motorvej i Dallas, Texas, hvor en bil kørte op på siden af hans bil og affyrede skud.

Rapperen forsøgte angiveligt panisk at flygte ved at hoppe ud af sin bil og løbe væk fra stedet.

Foto: Privat
Vis mere

Den ukendte gerningsmand affyrede herefter flere skud efter Mo3, hvoraf minimum et af dem skal have ramt ham i baghovedet.

Skyderiet fandt sted omkring middagstid lokal tid.

Rapperen fik hjertemassage på stedet og blev efterfølgende hastet til hospitalet, men hans liv var ikke til at redde.

Politiet har bekræftet dødsfaldet og oplyser, at gerningsmanden også ramte en tilfældig forbipasserende. Personen fik ingen livstruende skader, men måtte behandles på hospitalet.

Gerningsmanden er endnu ikke identificeret, men beskrives af politiet som 'en sort mand'. Han flygtede fra stedet i sin bil.

Politiet har endnu ikke udtalt sig om et eventuelt motiv.

Mo3 blev 28 år gammel.

Han var bedst kendt for sit samarbejde med rapperen Boosie Badazz, som han lavede hittet 'Errybody' med. Han nåede kun selv at udgive tre album.