Det vakte stor debat, da TV 2 i starten af året droppede den MeToo-dokumentar, som tv-stationen selv havde igangsat, fordi den endte med at fokusere på sexismekulturen på TV 2.

Siden overtog Impact TV dokumentarprojektet, og nu har den omstridte dokumentar endelig fået en snarlig premieredato.

Det skriver Discovery i en pressemeddelelse.

Her afsløres det, at dokumentaren har fået titlen 'MeToo: Sexisme Bag Skærmen' og udkommer i tre afsnit.

Den sendes på Discovery Networks mandag d. 29. november, og alle tre afsnit kan streames samme dag fra kl. 7 på discovery+.

TV 2 droppede i sin tid dokumentaren med begrundelsen om, at den var kommet til at omhandle sexisme på TV 2 selv fremfor på danske arbejdspladser generelt.

Meldingen fra Impact TV og Politiken, der overtog projektet, var, at de fortsat ville fokusere på TV 2 og tv-stationens angivelige problemer med sexisme, sexchikane og magtmisbrug gennem tiden.

Politiken trak sig dog kort efter fra samarbejdet.

Impact TV overtog heller ikke det materiale, som TV 2 i sin tid havde nået at producere, men tilbød ansættelse til en af TV 2s tilrettelæggere på dokumentaren.

Udover tv-dokumentaren igangsatte TV 2 også en intern advokatundersøgelse af den uheldige sexismekultur på tv-stationen.

Undersøgelsen ledte som bekendt til afskedigelser af tv-værterne Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardboe samt også en ledende medarbejder på tv-stationen.

Andre læser også