Hvis du en af dem, der nyder at se skuespilleren Chris Noth i tv-serien 'The Equalizer', så skal du se godt efter i næste afsnit.
Det bliver nemlig sidste gang, den 67-årige skuespiller er med i Universal-serien.
Selskabet har besluttet at smide ham på porten. Det sker, efter tre kvinder er kommet med anklager mod Chris Noth om seksuelle overgreb.
»Chris Noth vil ikke optage yderligere afsnit af 'The Equalizer', og dette træder i kraft med øjeblikkelig virkning,« lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Universal og CBS, hvorpå serien sendes i USA.
Derfor er han kun medvirkende i ét afsnit mere, som allerede er optaget.
Chris Noth har afvist beskyldninger om de seksuelle overgreb, som kvinderne påstår fandt sted i henholdsvis 2004, 2010 og 2015.
»De beskyldninger, der bliver rettet mod mig fra personer, jeg mødte for år, ja endda årtier tilbage, er falske. Historierne kunne være fra 30 år eller dage siden, men et nej er altid et nej, og den linje har jeg aldrig krydset. Disse møder var med samtykke,« har han blandt andet forklaret.
En af kvinderne mener han endda slet ikke at kunne huske.
Nyheden om fyringen fra 'The Equalizer' kommer efter, at også Chris Noths agentbureau, A3 Artist Agency, valgte at smide ham på porten.
Kvinderne valgte at stå frem, efter de så Chris Noth indtage sin glansrolle som Mr. Big i 'Sex and the City'-spinoffserien 'And Just Like That …', hvor netop Mr. Big dør i første afsnit.
Dødsfaldet kom, efter Mr. Big havde motioneret på en træningscykel af mærket 'Peloton'.
Det fik selvsamme mærke til at udgive en reklamefilm, hvor Mr. Big fortsat var i live. Men denne reklame er ligeledes blevet trukket tilbage i kølvandet på beskyldningerne mod Chris Noth.

