»Rygtet svirrer: Upassende forhold«

Sådan skriver komiker Victor Lander og sanger Annika Aakjær i et opslag på Instagram, hvor de har klippeklistret tabloidmediernes overskrifter ind over et billede af dem selv.

Det sker i forbindelse med offentliggørelsen af deres forhold.

»Journalisthøjskolens direkte optagelse, I ringer bare. Hej til alle de nye snushaner,« skriver de.

Annika Aakjær har tidligere udtalt, at hun var sammen med en 12 år yngre mand..

Og da sangeren er 39 år, og Victor Lander 27, er det ikke voldsomt svært at lægge to og to sammen.

»Først troede jeg, at det bare var, fordi han ville holde en voksen i hånden over den store vej,« fortalte hun i TV 2 Play-programmet 'Klubben'.

»Men han holdt sgu fast, til vi var kommet over på den anden side af Amagerbrogade. Mit syn på vores forhold når at ændre sig på den her korte gåtur. Jeg kommer til at tænke, at alder bare er et tal, og jeg tror på kærlighed og alt det der pis.«

Udover musikken har Annika Aakjær også efterhånden et godt navn i tv-branchen, hvor hun blandt andet har medvirket i 'Toppen af poppen' og 'Stormester', som hun vandt.

Samme program vandt Victor Lander. Udover sin karriere som komiker, har han også været vært på LEGO Masters.