Den selverklærede 'Diamantdronning' Jesper Lindbjerg var tætte venner med afdøde Henriette Zobel, og han fortæller nu om det store tab, det er at have mistet hende.

Han var meget sammen med Henriette Zobel i den sidste tid, og det var også ham, der fandt jetsetteren død i hendes lejlighed, fortæller han.

»Jeg kunne ikke få fat på hende om morgenen, og jeg blev nervøs. Jeg ringede mange gange i løbet af dagen. Jeg tog en veninde med derop klokken 18 om aftenen, fordi jeg blev utryg, da hun ikke tog telefonen,« siger vennen Jesper Lindbjerg til B.T.

»Jeg havde en nøgle til lejligheden, fordi hun stolede på mig.«

Sådan lyder Jesper Lindbjergs fortælling om, hvordan han 9. december fandt Henriette Zobel, der var gået bort. Han forklarer, at han står frem med sin historie om sin venindes sidste tid, for at der ikke skal »begynde at florere falske historier derude«. Det siger han i onsdagens Se og Hør, der som de første bragte historien.

»Hun lå inde i stuen, og jeg blev helt lammet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi ringede 112 med det samme. Jeg begyndte at græde og blev helt stiv af chok,« fortæller Jesper Lindbjerg videre.

Den sidste gang, Lindbjerg så Henriette Zobel i live, var lørdagen inden hun døde, hvor de havde en hyggelig stund, og det var først i løbet af mandagen, hvor hun ikke svarede, at han begyndte at være nervøs.

»Jeg havde slet ikke set det komme. Vi havde planer om at tage til Vestafrika i januar og bagefter til Portugal, som hun elskede,« siger Jesper Lindbjerg til B.T. og uddyber:

»Det har været frygteligt at miste hende som veninde. Jeg har tabt mig ni kilo. Det er så sørgeligt, som noget kan være, og jeg er stadig i sorg.«

Inden sin død fortalte Henriette Zobel om, at hun havde kæmpet med et alkoholmisbrug. Jesper Lindbjerg fortæller, at hun også kæmpede med alkoholen den sidste tid. Han savner sine timer med veninden og fortæller, at bisættelsen var »meget trist«.

Efter at have ringet 112 var politiet og lægeambulancen hurtigt fremme, og så var det pludseligt slut med at bruge flere lykkelige timer sammen med Zobel, fortæller Lindbjerg. Nu har han kun minderne om hende.

Familiepræst Flemming Pless har tidligere oplyst, at det var et familiemedlem, som fandt hende, som man kan læse her.