39-årige Jesper Lindbjerg kalder sig selv Diamantdronningen. Han er overklasse og original. Med pelse, puddelhund, botox og smykker til millioner er han ikke som nogen anden. Men et menneske rummer ofte mere end det, som på overfladen er synligt.
I mange år har Jesper Lindbjerg arbejdet i guldsmedebranchen og levet et liv med champagne og kendisfester. Men det har haft sin pris. Han er ofte blevet udnyttet og nasset på af sine omgivelser, hvilket har efterladt ham med et kynisk syn på relationer.
Hvis du endnu ikke har læst kapitel 1 eller 2, så klik på dem herunder:
Kapitel 3 - Vennerne
Med et enkelt ryk i den tynde lædersnor trækker han puddelhunden Dakota til sig og søger læ for støvregnen. I gitterporten til Rådhusstræde 6 i København slipper Jesper Lindbjerg hunden fri. Han går sjældent med Dakota i snor, men han er blevet mere beskyttende, for hun er med hvalpe.
Det er 5. april. klokken 10:30, og vi skulle mødes foran kunstatelieret Muggi Art, men i sidste øjeblik rykkede Jesper Lindbjerg mødet en time. Han er syg, forklarer han i porten - og undskylder forsinkelsen.
Med foundation har han forsøgt at dække de små pletter af hudsygdommen psoriasis, som han har i ansigtet. Lidelsen blusser ofte op - og sladrer om hans tilstand - når han har det psykisk dårligt.
I det lille atelier står malerier i alle størrelser og farver stablet langs væggene, men ved vinduet står to portrætter på staffelier. Siden december har kunstneren Mark ‘Muggi’ Peters arbejdet på to billeder, som Jesper Lindbjerg har bestilt.
Det ene forestiller ham selv, det andet - det mest betydningsfulde levende væsen for ham - hans puddelhund.
I dag skal han se de færdige malerier for første gang.
Klik for at se maleriet.
En blanding af stolthed og tilfredsstillelse breder sig over ansigtet, da han betragter maleriet af hunden Dakota. Det er en hyldest til kærligheden i hans liv.
»Hun fortjener et maleri. Fotografier af Dakota har jeg rigeligt af, og den hund har simpelthen været så fantastisk - og er det stadig.«
Mark Peters forklarer, hvilke tanker han har gjort sig under arbejdet med portrætterne.
»Dakota er enestående. Det er en hund, som vinder alle konkurrencer, og som Jesper siger: ‘Hun er en dronning’. Jeg har taget udgangspunkt i et foto, hvor Dakota er udstillet til en konkurrence. Den mørke baggrund har jeg valgt, fordi den får hendes hvide pels til at stå endnu skarpere. Guldstøvet i baggrunden symboliserer vinderhunden, men også Jespers livsstil, som til tider er pompøs.«
Det har taget flere måneder for Mark Peters at ramme de rigtige farver og den symbolik, som repræsenterer hunden bedst. Alligevel har Jesper Lindbjerg én enkelt rettelse.
Han er altid opmærksom på sin hunds udseende - malerierne er ingen undtagelse. Han vil gerne have fremhævet den sorte farve i Dakotas næse endnu mere. Det fuldender skønheden.
»Det er sjældent, man finder en hund som Dakota, der er så perfekt. Vi har ikke haft en magen til i familien før,« siger han og bøjer sig ned.
»Derfor er du den bedste, ikke også,« siger han og kærtegner hundens hoved.
Den hvide puddel trisser forsigtigt rundt i atelieret mellem fugtige lærreder, åbne bøtter med maling og fedtede tuber. Flere gange ligger hun sig på gulvet, hvor pletter af maling helt skjuler de originale gulvbrædder, men hun forbliver - ligesom portrætmaleriet - fuldstændig hvid og perfekt.
Lyse farver og champagne
Det tager længere tid for Mark Peters at samle tankerne omkring portrættet af Jesper Lindbjerg selv. Sammenlignet med billedet af Dakota rummer billedet af Diamantdronningen en større kompleksitet.
»Jeg ville rigtig gerne ramme den Jesper, som man ser udadtil, men også det dybere mørke, han har indeni,« forklarer Mark Peters.
Maleriets lyse farver viser den Jesper Lindbjerg, der på overfladen er fuld af smil og glæde, som fører sig frem med personlighed og smykker, og som kan tale med hvem som helst.
Klik for at se maleriet:
Silhouetten har Mark Peters malet fra et fotografi, hvor Jesper Lindbjerg sidder i en Louis Vuitton-butik med foldede ben, rank ryg og hovedet højt løftet.
»Det er en holdning, som meget få mennesker har. Derfor var det en selvfølge, at han skulle sidde i en guldstol.«
Lyset, glæden og selvtilliden, som Jesper Lindbjerg udstråler på billedet, havde han med sig fra hestesporten og tog med sig ind i guldsmedebranchen, da han i 2003 fik tilbudt et job i butikken Mads Laier Diamanten, der har adresse i Rådhusstræde i bygningen ved siden af atelieret.
Det var dét job, der fik Jesper Lindbjerg til at rive rødderne op af den jyske muld, tage afsked med hverdagen i stalden hos hestene og flytte til København, hvor han fandt en ny omgangskreds i det farverige natteliv.
I København udnyttede han hver en chance for at feste og lære nye mennesker at kende. En fælles interesse for Rolex-ure sammentømrede i 2006 en kreds af otte til 10 forhandlere af brugte luksus-ure i en loge. Hver anden måned mødtes de og spiste på Hereford, i Grøften i Tivoli eller på Cafe Victor bag d’Angleterre.
Jesper Lindbjerg var selvskrevet som formand for festkomiteen, og selskabet manglede aldrig champagne, når det turnerede på hovedstadens natklubber.
I 10 år gik Jesper Lindbjerg på arbejde i guldsmedeforretningen med rank ryg og løftet hage. Dagligt håndterede han ædelstene og smykker, som helt fra barnsben har været hans store passion. En passion, der kun forstærkede hans arbejdsiver, når han solgte ure og diamanter til både kendte og adelige.
Mørke farver og voldsomme traumer
Den mørkeblå farve skinner under det skarpe spotlys, malingen er stadig våd omkring den forgyldte silhuet af Diamantdronningen. Mark Peters rører forsigtige ved overfladen og tørrer fingeren af i sit forklæde.
»Jeg har ikke malet et gulv. Jeg kan ret godt kan lide, at Jesper svæver lidt i ensomheden og det store tomrum. Det er en god måde at ramme alle hans sider - pomp og pragt, smykker, lys og glæde, men også det uvisse mørke, som han - også - lever i.«
Årene i smykkebranchen har sat sine spor. Mørket, som Mark Peters taler om, sænkede sig første gang over Jesper Lindbjerg i guldsmedeforretningen. Ikke én, men seks gange har han været udsat for væbnede røverier. I 2013 satte det sjette røveri punktum for hans arbejdsliv.
Væbnet røveri
Alt i Jesper Lindbjergs liv ændrede sig den onsdag morgen i juni 2013, hvor han cyklede til arbejde i guldsmedeforretningen. I baggården satte han cyklen fra sig, tastede koden til alarmen, slog låsen fra og trådte ind i butikkens baglokale.
Idet han ville lukke døren bag sig, skubbede to bevæbnede gerningsmænd sig gennem døren og tvang ham ned på gulvet. De bredskuldrede mænd havde elefanthuer over hovedet og talte engelsk til ham.
De bandt hans ben sammen, tvang hans arme om på ryggen, hvor de fæstnede dem med håndjern og tapede hans mund til, så han knapt kunne trække vejret.
»We will kill you,« råbte de på gebrokkent engelsk og pegede et våben mod ham.
Mens den ene tømte butikken for værdier, stod den anden vagt over Jesper Lindbjerg.
Hvis han rørte på sig eller lavede den mindste lyd, blev han sparket. To gange blev han ramt af den strømpistol, som gerningsmændene havde med. Første stød ramte hans hænder, som var låst på ryggen. Andet stød ramte hans ryg. Voltene fra pistolen fik hans tøj til at brænde sig ind i kødet på ham og han besvimede af smerte.
På få minutter havde de to gerningsmænd stjålet værdier for 4,5 millioner kroner, men for Jesper Lindbjerg føltes hvert sekund som en time. Først da han hørte ståldøren i baglokalet smække efter tyvene, turde han kravle hen mod overfaldsalarmen og tilkalde hjælp.
Samme dag forsøgte politiet at afhøre ham, men han var i chok, talte usammenhængende og kunne ikke stykke et brugbart signalement af gerningsmændene sammen. Han huskede kun stemmen, som råbte dødstruslerne til ham, og følelsen af det kolde pistolløb mod sin tinding.
Fem år efter er hukommelsen fra den onsdag morgen stadig tåget, men hvad Jesper Lindbjergs hjerne ikke kan huske, det erindrer hans krop, hvor arrene efter strømpistolen stadig er tydelige. Selvom han har forsøgt at lægge den smertefulde oplevelse bag sig, er guldsmedeforretningen i Rådhusstræde stadig fuld af smertefulde minder.
»Hvordan har du det med at være her? Lige ved siden af butikken?« spørger Mark Peters.
»Fint nok, men ubehaget sidder stadig i kroppen på mig. Det forsvinder nok aldrig.«
Venner kommer og går
Ensomheden og tomrummet, som Mark Peters har malet ind i portrættet, dukkede op efter det sjette røveri, hvor Jesper Lindbjerg stak af. Forlod København og vendte hjem til Midtjylland, hvor han isolerede sig - mere og mere. Han fandt støtte hos sin familie og styrke hos hestene. Men han kom sig aldrig helt.
Da han mistede sit arbejde, sine lukrative rabatter og sit festlige væsen, mistede han også en stor del af sin omgangskreds. Det blev klart for Jesper Lindbjerg, at venskaber i den ende af verden, hvor han begår sig, ofte handler om, hvad man kan få ud af hinanden.
»Det er meget overfladisk i overklassen. Det handler om fest og farver, Christian Louboutin-sko, og hvilket tøj du har på. Ikke så meget andet. Du er kun interessant, når der er penge og fest. Jeg havde forventet mere af mange af mine venner efter røveriet, men jeg trak også selv stikket til mit liv i København, da jeg isolerede mig i Jylland.«
Røveriet blev et vendepunkt i hans liv. Venner, som han havde lånt penge til og festet med, hørte han ikke længere fra. Selv hans bedste ven gennem 20 år vendte ham ryggen, fordi han syntes, at Jesper Lindbjerg opførte sig som en hypokonder.
I dag tager han sine forholdsregler, når han møder nye mennesker.
Da han var ung - og naiv - og ny i det københavnske natteliv, var han anderledes. Dengang blev han oftere misbrugt, men det er en svær balancegang. For han er gavmild af natur og betaler ofte for hele selskabet på en bytur - fordi han kan.
Han holder mindst lige så meget af at give til andre som af at forkæle sig selv. Det er en af de glæder ved penge, som for ham ikke er blevet udvandet med årene.
For Diamantdronningen har det ingen betydning, om andre har penge. Selvom man siger, at lige børn leger bedst, vil han hellere være i selskab med personer, som har skabt sig et navn eller er kendt - for noget. For det er dem, der fascinerer og inspirerer ham - mindre vigtigt er det, om de har penge eller ej.
Men selvom Jesper Lindbjerg ikke gør sig tanker om regningen, når han er i byen og møder nye mennesker, gør dem omkring ham det ofte. For mange er middage og fester sjovere, når det er en anden, som tager sig af regningen.
Ensomhed
Penge har altid været en uomgåelig mellemregning i Jesper Lindbjergs sociale liv, og ofte har han oplevet, at vennerne forsvinder, når festen slutter, eller han smækker pungen i.
»Penge kan være en ulempe, når det kommer til både kærlighed og venskab. Mange vil gerne komme let til penge. Jeg er blevet nasset på og udnyttet, så du ikke drømmer om det, fordi jeg har været alt for naiv og god af mig - men de mennesker omgås jeg ikke længere med.«
Penge giver mulighed for, at man kan købe dét, som hjertet lyster, men penge kan også være kilden til rodløshed og overfladiske relationer. Det er Jesper Lindbjerg et levende eksempel på.
»Jeg har nok altid været for meget fremme i skoene. Jeg har kunnet have fået de sødeste kærester, men jeg tænkte altid, ‘Åh gud, jeg finder en ny næste weekend.’ Jeg har været for dårlig til at holde på de gode af dem, og det er min fejl. Det er noget, jeg fortryder grænseløst, for det ville være dejligt at have en kæreste, men nu gider jeg ikke have en. Jeg har ikke tid.«
Faktisk har han masser af tid. Han investerer den bare ikke i langvarige relationer, som kræver ærlighed og gensidig tillid. At han har opgivet kærligheden hænger uløseligt sammen med, at han er dødeligt syg. Han har ikke overskud til en relation, hvor han skal give mindst lige så meget, som han får.
Det samme gælder hans venskaber. Erfaringen har lært ham, at han kan blive valgt fra, derfor involverer han sig ikke i mange mennesker.
Men selvom Jesper Lindbjerg ønsker at fremstå perfekt og upåvirkelig i andres øjne, er det et menneskeligt behov at dele sine følelser med nogen. Han søger derfor i lige så høj grad sympati fra sine omgivelser, som kan bekræfte ham i uretfærdighederne i hans liv.
Korte venskaber
I Jesper Lindbjergs Prada-taske har han to mobiltelefoner. Hver har sit eget nummer. For nylig gik han ind i en Telia-butik for at købe den nye iPhone X, men forlod butikken med to eksemplarer til over 7.000 kroner stykket.
Én af telefonerne bruger han, når han dagligt taler med sin familie i Jylland, og med den anden holder han kontakten til de venner og bekendte, der er i hans liv - lige nu. Han holder tingene adskilt, men han er altid online.
I et halvt år var det veninden Henriette Zobel, han ringede til. De talte sammen om morgenen, når de stod op, om eftermiddagen og om aftenen, inden de gik i seng.
De tog på ferie sammen ved den spanske kyst og spiste middage på Cafe Victor. De matchede hinanden, selvom de også var et umage par. Jesper Lindbjerg med sine pelse, diamanter og ekstravagante livsførelse og Henriette Zobel med sit navn og sin mange år i modeverden og overklassen.
De har det tilfælles, at begge har oplevet stor smerte og savn. Når Jesper Lindbjerg kæmpede med sit helbred, sin medicin og sit humør, tilbød hun ham bekymring og trøstende ord. Når Henriette Zobel stod frem og talte om sit alkoholmisbrug i medierne og holdt foredrag om det på Hotel d’Angleterre, havde hun hans opbakning og opmærksomhed.
Men venskabet holdt ikke. For en periode. Knap en måned senere talte de sammen igen.
Kortvarige og ustabile venskaber er en kendt størrelse for Jesper Lindbjerg. For har han set sig sur på en ven eller et familiemedlem, eller bliver hans retfærdighedsfølelse overtrådt, viger hans hjertelige omsorg og næstekærlighed tilbage for en spydighed, der kan punktere alle relationer.
Få uger senere har han etableret et nyt, tæt bekendtskab. De mange år i guldsmedebranchen og i Københavns natteliv har givet ham evnen til hurtigt og nemt at danne venskaber. Vennerne finder han til kendis-fester, bryllupper eller blandt hovedstadens købestærke publikum på den ikoniske Cafe Victor.
I årenes løb har han været til fester og på fornavn med alt fra barnestjernen Pusle Helmuth, sognepræst og debattør Kathrine Lilleør, til komtesserne af Rosenborg, kunstmaleren Gitte Peters og botox-baronen Kim Novaa.
Herunder kan du se og læse om nogle af Jesper Lindbjergs tidligere og nuværende bekendte:
Jesper Lindbjergs omgangskreds er bygget op omkring fester og cafébordssladder.
Det er kortvarige og flygtige relationer, men de giver ham den bekræftelse, han har brug for - her og nu.
Han ved godt, at han har mange bekendtskaber og kun få nære venner. Det er konsekvenserne af den livsstil, han har valgt, og de ulykker, han har været udsat for.
Fra barnsben har Jesper Lindbjerg været pakket ind i vat, men med årene er han blevet hærdet af sine omgivelser, og det har givet hans skrøbelige væsen en hård skal, som kan være svær at trænge igennem. Familien i Jylland og hans moster i København er de eneste konstanter i hans liv. Og så - selvfølgelig - Dakota.
I sidste ende er det puddelhunden, som har gjort sig mest fortjent til Jesper Lindbjergs ubetingede kærlighed. Selv forholdet til den tætteste familie har sine grænser, men Dakota er evigt loyal og dømmer ham aldrig, hvilket gør hende til en perfekt livspartner.
»Jeg kunne få, hvilken som helst mand jeg ville, men jeg har nok i min puddelhund. Dakota fylder så meget.«
Kærlighed på fire poter
Det er blevet maj måned. Forårssolen bager, men Jesper Lindbjerg er rastløs.
I en måned har han været alene, fordi Dakota har boet i Jylland hos en bekendt, som har taget sig af hende, mens hun har fået hvalpe. Han viser et billede på mobiltelefonen af fem små puddelhanner og én tæve.
Indtil alle hvalpene er solgt, må han væbne sig med tålmodighed.
»Jeg var så nervøs i søndags, da hun fødte. Jeg var bange for, at hun døde, for der gik lang tid mellem hver hvalp. Jeg sad derhjemme ved telefonen. Hver gang der kom en sms, sprang jeg op. Nu er jeg lettet og lykkelig og glæder mig til at få hende tilbage. Det er frygteligt at undvære hende.«
I t-shirt og joggingbukser sidder han i sin udestue og kæderyger. På de langsomme dage ryger han op til 20 cigaretter. Han ved, at det ikke er godt for ham, men det er der så meget, der ikke er. Han åbner et vindue ud mod haven, mens han fortæller om botox-baronen Kim Novaas bryllup, som han blev inviteret til i begyndelsen af juli.
Et botox-bryllup
Klokken er lidt i 12, da Jesper Lindbjerg ankommer til Matthæuskirken i København. Botox-baronen, Kim Novaa, skal giftes med sin 22 år yngre kæreste, og Jesper Lindbjerg er med som gæst, fordi han har kendt ham i mere end et årti, som en fast del af botox-klinikkens kundekreds, der er bredt repræsenteret på kirkens bænke.
På under én time blev botox-baronen viet til sin kæreste, Natasha Bendix Helms Novaa, som fik det prinsessebryllup, hun havde ønsket sig.
I en kjole til over 20.000 kroner, fest på Kokkedal Slot og med en Ferrari 458 Italia som brudeparrets bil har de ikke sparet på noget. Det har Jesper Lindbjerg heller ikke.
Han har lang tid i forvejen planlagt sin påklædning til dagen. Skræddersyet, hvid smoking med ædelstene som knapper og designersko fra Christian Louboutin. På hænderne har han sine flotteste og dyreste smykker, for en Diamantdronning er ikke fuldkommen uden sine kronjuveler.
På Kokkedal Slot er de første gæster begyndt at ankomme til receptionen. Men Jesper Lindbjerg er utålmodig og finder selv et glas champagne, inden brudeparret officielt har budt velkommen.
Med glasset i hånden og en cigaret i den anden småsludrer han med de få gæster, han kender, og fortæller, hvordan hans hvide smoking med de omhyggelige detaljer er skræddersyet til anledningen.
En halv time senere byder brudeparret velkommen fra trappen op til slottet, som gæsterne samler sig omkring. De fleste er stående, men Jesper Lindbjerg har sat sig på en af solstolene og kigger utålmodigt ned i sin champagne. Han får en ung pige til at hente ham et glas mere.
I løbet af eftermiddagen runder temperaturen 25 grader, og flere af gæsterne søger læ for solen under de opstillede pavilloner. I skyggen fortsætter Jesper Lindbjerg, hvor han slap.
Uden at tage sine solbriller af drikker han mere champagne og afbryder kun sin kæderygning, når han skal spise bryllupskagen. Glasset er tomt, og han får en anden pige til at hente et mere. Efter en kort snak med brudeparret kigger Jesper Lindbjerg på sit ur og taler med sin ledsager om vin i Grøften i Tivoli. Brylluppet fortsætter på Kokkedal slot, men Jesper vil videre. Festen slutter ikke her.
Læs fjerde og sidste kapitel om Jesper Lindbjerg næste søndag.
