Joe Biden, corona, kampen om vaccinerne. Alle emner, der trækker overskrifter i de etablerede medier. Emner, som de fleste voksne danskere vel på den ene eller anden måde har forholdt sig til.
Men nu skal børnene også være med, mener Morten Resen.
Hans virksomhed Golitle har således lanceret en nyhedspodcast til børn i alderen syv til ti år, skriver Mediawatch og henviser til en pressemeddelelse fra virksomheden.
Heri lyder det, at man med podcasten håber at kunne aktivere de unge mennesker – uden en skærm.
»Derfor udgiver vi nu Danmarks første nyhedspodcast, hvor børn fra syv til ti år kan lytte og fordybe sig i det, de hører, på en anden måde, end de kan med en skærm,« lyder det var den tidligere tv-vært.
De første afsnit er allerede ude, og ifølge Golittle er de velegnede til hjemmeundervisning. Og det er måske netop her, man kan finde en guldgrube i disse corona-tider.
I hvert fald kan Golittle konstatere, at den podcast omhandlende danmarkshistorien, som blev udgivet i midten af januar, allerede har fået 25.000 afspilninger på to uger.
Også er denne er tiltænkt børn, der altså er nøgleordet for Golittle.
»Jeg har længe haft en drøm om at lave lyd til børn. Med en kvalitet og et ambitionsniveau der er mindst lige så højt, som var det til voksne,« forklarede Morten Resen i forbindelse med lanceringen af Golittles lydunivers i sommer og fortsatte:
»Mine egne unger på otte og ti år elsker at bruge deres fantasi og lytte til gode historier, men de ender alligevel ofte med næsen i en skærm, fordi det kan være svært at finde fantastisk lyd til børn.«
Morten Resen stoppede i 2016 som vært på TV 2 for i stedet at kaste sig ud i en iværksætterdrøm og netop at satse på Golittle.
Selve arbejdsprocessen fortalte han om i sin podcast 'Startup', som i 2017 vandt titlen som 'årets podcast' ved Prix Radio.