Siden midten af 1990erne har Cecilie Frøkjær været mere eller mindre fast inventar i de danske stuer.
Selv estimerer hun, at hun har lavet mellem 10.000 og 12.000 interview med kendte som ukendte danskere. Nogle af dem husker hun tilbage på med smil. Andre med krummede tæer. Og ét kunne hun simpelthen ikke gennemføre.
I et interview med TV 2 fortæller den erfarne vært om et udpluk af de mange interview, der står allerklarest i hendes erindring.
I øjeblikket er hun nemlig aktuel med 'Deja-vu med Frøkjær', hvor hun sammen med kendte ansigter ser tilbage på nogle af de mange interview, de igennem tiden har taget part i sammen.

Her har hun blandt andre komiker Casper Christensen i den varme stol, og Cecilie Frøkjær fortæller ærligt, hvordan han ved flere lejligheder intimiderede hende og gjorde hende nervøs.
Alligevel formåede Cecilie Frøkjær igen og igen at gennemføre sine tv-snakke med komikeren.
I 2008 oplevede hun dog at være så ude af balance, at hun ikke kunne udføre den opgave, hun var stillet.
På det tidspunkt var hun midt i sin skilsmisse fra journalisten Lars Daneskov. Sammen havde de to børn, der skulle passes, samtidig med at hun skulle møde ekstremt tidligt for at varetage værtstjansen på 'Go' morgen Danmark'.
Et arbejde, der krævede et overskud, som Cecilie Frøkjær ikke havde den dag, hvor det gik galt.
Her havde hun briefet gæsterne, og de ventede alle på, at de skulle i gang. Lige, da hun skulle rejse sig for at gå over til dem, ramte tanken hende:
»Jeg kan ikke.«

Heldigvis var hendes medvært Morten Resen klar til at tage over. Han fik en stak papirer i hånden og måtte uforberedt overtage interviewet. Han klarede den.
Og Cecilie Frøkjær klarede resten af arbejdsdagen, da hun lige fik sundet sig.
»Det var nok en kulmination på alt det, som jeg stod midt i. Jeg kunne simpelthen bare ikke lige lave det interview. Det var ikke emnet i interviewet eller noget i den stil, der var noget galt med, der skete bare lige noget inde i mig, som jeg skulle forbi,« fortæller Cecilie Frøkjær om oplevelsen.
Et par måneder senere skiftede hun jobbet på morgenprogrammet ud med ét på aftenpendanten.
I 2014 stoppede hun på 'Go' aften Danmark', men det betød ikke, at hun ikke stoppede med at interviewe.
Adskillige er det blevet til gennem 25 år, og det er altså nogle af dem, som værten vender tilbage til 'Deja-vu med Frøkjær', der kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play.