Michala Kjær har definitivt slået hånden af sin far, Christian Kjær.
Sådan skriver Se og Hør, som har været en tur i cvr-registeret, hvor det fremgår, at millionærarvingen har droppet Kjær-efternavnet for udelukkende at benytte efternavnet Brylov, som hun fik efter sit ægteskab med den tidligere realitydeltager Patrick Brylov sidste år.
31-årige Michala Brylov har ikke haft noget med sin far at gøre i ni år, og ifølge ugebladet er fjernelsen af hans efternavn det ultimative tegn på, at hun er færdig med ham.
Fejden mellem de to familiemedlemmer blev offentligt kendt tilbage i april 2013, da Christian Kjær fejrede sin 70-års fødselsdag.
Her glimrede hans datter nemlig ved sit fravær, og efterfølgende udtalte Michala, der dengang stadig hed Kjær, sig kort og kontant om årsagen dertil:
»Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg ikke ser min far,« sagde jetsetprinsessen dengang gennem sin PR-agent og fortsatte:
»Jeg har ikke haft kontakt med ham i snart halvandet år og har heller ingen planer om at få det. Derfor deltog jeg naturligvis heller ikke i hans reception.«
Heller ikke da Christian Kjær fem år senere fyldte 75 år, dukkede datteren op, og med navneskiftet er der altså dermed ikke meget tilbage til at vise, at de to er i familie.

Christian Kjær deler datteren Michala og sønnen Christopher Kjær med sin ekshustru, Janni Spies, som han var gift med i tyve år.
De to blev skilt i 2008, og i 2014 giftede Christian Kjær sig med Susan Astani, som i 2016 udtalte sig til Se og Hør om Michalas beslutning om ikke at se sin far:
»Michala har fravalgt os, så det er hendes valg. Jeg ved ikke, hvorfor hun har fravalgt os, for Christian er den sødeste far i verden. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at hun ikke vil se os.«
Se og Hør har forsøgt at få en kommentar fra Michala Brylov angående navneskiftet og uvenskabet med faderen, men hun har ikke ønsket at udtale sig.