Det er ikke kun de kendtes danseevner, der bliver afsløret under ’Vild med dans’.

Ofte kommer der også lidt hemmeligheder om deres personligheder frem, når de uge efter uge kommer tæt på deres dansepartner.

Og bokseren Mikkel Kesslers dansepartner, Mille Funk, har efter en stund med bokseren fortalt, at han var en blød mand.

Men hvad synes Mikkel Kessler selv om det?

»Jeg er ikke sådan en, der bliver mega sur og smadrer det hele, hvis det går galt,« siger han til B.T.

»Men jeg kan godt blive lidt irriteret,« lyder det videre kort efter, at han fredag aften har sikret sig videre til endnu en runde ’Vild med dans’.

Det skete efter, at han og Mille Funk vandt en omdans med deres jive over bordtenninsspilleren Michael Maze.

Kesslers dansepartner Mille Funk synes dog ikke, at bokseren bliver så irriteret. Hun mener, at han er god til at tøjle sit temperament:

Der var godt gang i Mikkel Kessler og Mille Funk fredag, da de skulle danse jive.
Der var godt gang i Mikkel Kessler og Mille Funk fredag, da de skulle danse jive. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»I forhold til andre, jeg har danset med, der virkelig kan blive rasende, så synes jeg, at du holder det inde og her om fredagen, der er du så rolig,« siger hun.

»Rolig og rolig, jeg prøver bare at være positiv,« lyder det grinende fra Kessler.

Den rolige tilstand før konkurrencen, er noget, som han har med sig fra bokseverdenen, fortæller han.

Både Mikkel Kessler og Mille Funk var glade for fredag atter at have danset sig videre i ’Vild med dans’.

Kessler indrømmer da også, at han er nået meget længere, end han selv havde regnet med:

»Jeg håbede bare på, at jeg ikke ville ryge ud første gang eller anden gang,« siger han.

Han tør dog ikke håbe på at vinde konkurrencen endnu.

»Vi tager en kamp ad gangen,« lyder det fra både ham og hans dansepartner.