Mikkel Kessler og hans kone, Lea Hvidt Kessler, er meget i offentlighedens søgelys for tiden, og dertil hører folks interesse, kommentarer, men også kritik.

»Jeg synes, det er til at dø af grin over,« siger kendissen om den seneste kritik, der har været af hende.

På de sociale medier har folk nemlig kommenteret, at de mener, hun har retoucheret et af sine børn.

»Der er mange ting lige for tiden, synes jeg,« siger hun. Hun er fredag aften mødt op for at støtte sin mand, som skal danse ved 'Vild med dans' i den særlige 'Knæk Cancer'-special.

Hun forklarer, at det ikke tidligere har været svært at være en offentlig person, men lige nu bliver der sendt kritik i hendes retning.

»Det er sjovt, for jeg synes nemlig aldrig rigtig, jeg har mødt noget modstand,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg må sige, at det sidste stykke tid, der er jeg blevet kastet lidt i vælten, og det har da været lidt specielt.«

Hun nævner også, hvordan hun er blevet anklaget for at have været i dårligt humør og jaloux, mens hun har set sin mand danse med dansepartneren Mille Funk.

»For et par gange siden var jeg den sure mokke, hvor vi bare kiggede på hinanden og sagde 'hvad fanden foregår der',« siger hun videre.

Hun fortæller, at hun har en masse gode mennesker omkring hende, som kender sandheden, og det er det vigtigste, slår hun fast.

Desuden har hun og ægtemanden været i stand til at grine lidt ad det, selvom at folk er hårde ved parret. Lea Hvidt Kessler slår fast, at hun ikke synes, det giver mening, at folk går efter hende, når hun ikke har gang i noget offentligt lige nu.

»Jeg synes, jeg er meget tilbageholdende og prøver bare at passe min egen butik,« siger hun og slår dog fast, at hun sagtens kan have en god aften, og det nok skal blive hyggeligt.