Skuspiller Jakob Fauerby har i den grad fået en uforglemmelig oplevelse ved sin deltagelse i dette års udgave af ’Vild med dans’.
Udover, at han sammen med danser Silas Holst, udgør det første mandepar – så blev han også fredag far for første gang lige inden showet.
»Jeg har det virkelig, virkelig dejligt. Det er overvældende og vidunderligt og jeg kan faktisk slet ikke beskrive det,« fortalte han til B.T. i pausen.
Sammen med sin partner Anders Fauerby blev han far til en lille pige fredag eftermiddag. Og det betød blandt andet, at han missede generalprøven til danseprogrammet.

Jakob Fauerby valfartede nemlig frem og tilbage mellem hospitalet og dansestudiet, men nåede at være med til fødslen, som tog en time og 25 minutter.
Er det dit livs største oplevelse?
»Ja, det er det ubetinget. Det er... det synes jeg, at alle skal have lov til at prøve,« fortalte en meget rørt Jakob Fauerby.
Trods den meget dramatiske dag, formåede han dog at holde hovedet rimelig koldt på dansegulvet, hvor han sammen med danseren Silas Holst dansede en Slowfox.

Tænkte du på din datter, da du dansede?
»Det er jo svært at lade være, vil jeg sige, så det gjorde jeg nok lidt,« lyder det fra Jakob Fauerby, der sammen med sin mand allerede har valgt et navn til den lille pige.
»Men det holder vi lige lidt for os selv,« lød det smilende fra skuespilleren, inden han måtte haste tilbage til dansepartneren.
Det er Jakob Fauerbys veninde Rebecca Sølvsteen, som er mor til den lille nye pige, som altså har fødselsdag 18. oktober.
Jakob Fauerby og Silas Holst gjorde det så godt, at de klarede sig videre til næste runde af 'Vild med dans'.



