»Hvad sagde jeg,« ville Michael Jackson formentlig have sagt, hvis han havde været i live i dag.

Det mener i hvert fald hans tidligere bodyguard Matt Fiddes, der i forbindelse med corona-krisen har talt med News.com.au om popstjernens brug af mundbind.

Noget, han ofte blev kritiseret for, og som flere troede var et forsøg på at dække hans med årene maltrakterede næse.

Men det var altså ikke tilfældet, hvis man spørger Matt Fiddes, der i over et årti var ved Michael Jacksons side. Ifølge ham forudså 'Bad'-sangeren den pandemi, der lige nu har sit greb om hele verden.

Michael Jackson her fotograferet i retten i 2002 i forbindelse med beskyldningerne om overgreb på børn.
Michael Jackson her fotograferet i retten i 2002 i forbindelse med beskyldningerne om overgreb på børn. Foto: SPENCER WEINER
Vis mere

»Han vidste, at der ville komme en naturkatastrofe som denne. Han var meget opmærksom og forudså altid, at menneskeheden kunne blive udslettet lige pludseligt. Og at en virus ville sprede sig.«

Netop derfor gjorde Michael Jackson - i hvert fald ifølge Matt Fiddes - sit for at beskytte sig selv.

Sangeren kunne let krydse fire lande i løbet af en dag, han opholdt sig ofte på fly med en masse andre mennesker, og hundredvis af fans ville altid trykke hans hånd.

»Jeg kunne drille ham og sige, at han gjorde mig pinligt berørt, fordi paparazzi-fotografer ville tage billeder af os,« forklarer bodyguarden og fortsætter:

Michael Jackson er her fotograderet i lufthavnen i Seoul i 1997 - iført sort mundbind.
Michael Jackson er her fotograderet i lufthavnen i Seoul i 1997 - iført sort mundbind. Foto: YONHAP
Vis mere

»Men så ville han sige: 'Matt, jeg må ikke blive syg. Jeg kan ikke skuffe mine fans. Jeg skal spille koncerter. Jeg er på denne jord af en grund, og jeg må ikke skade min stemme. Jeg er nødt til at holde mig sund, og jeg ved ikke, hvem jeg støder på i dag. Jeg ved ikke, hvad jeg kan blive smittet med'.«

Derfor mener Matt Fiddes også, at Michael Jackson, der døde i 2009 som 50-årig, ville udtale netop 'hvad sagde jeg', hvis han var i live i dag.

»Derefter ville han beklage sig over, at ingen lyttede til ham, for da han levede og udtalte sig om emner som dette, tog ingen ham seriøst og kaldte ham i stedet Wacko Jacko og andet.«

»Men du ender ikke med at være den største stjerne i verden, hvis du ikke er intelligent.«