Den kinesiske milliardær og medstifter af webshop-giganten Alibaba Jack Ma giver nu en hjælpende hånd til de afrikanske lande, hvor coronavirus nu også er begyndt at sprede sig.

Han har således sendt et fragtfly fra Guangzhou i Kina til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.

Ombord skulle der være 5,4 millioner mundbind, lidt over 1 million testsæt, 40.000 sæt kitler og 60.000 beskyttelsesmasker.

Det skriver The Guardian i deres liveblog om coronavirus.

Mundbind mv. lander i Afrika.
Mundbind mv. lander i Afrika. Foto: TIKSA NEGERI
Vis mere

Det har ellers taget lang tid, før virussen har ramt Afrika, men nu har man registreret virus i mindst 42 ud af kontinentets 54 lande.

Udstyret  fra milliardæren skal fordeles mellem de afrikanske lande.

Han har også sendt lignende forsyninger afsted til lande i Asien, Europa, Nordamerika og Latinamerika.

DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, har tidligere sagt om situationen i Afrika:

»Der er mange store byområder i Afrika, hvor mange mennesker bor tæt sammen under relativt dårlige forhold. Hvis denne virus først bliver sluppet løs i de områder, kan den være meget svært at kontrollere. Samtidig er der meget dårlige sundhedssystemer i de fleste lande, så det kan få nogle meget store konsekvenser, hvis den for alvor får fat i nogle store byområder i Afrika.«

I Jyllands-Posten søndag deler også udviklingsminister Rasmus Prehn sin bekymring for situationen i Afrika:

»Vi må som internationalt samfund ikke sove i timen, selv om vi har nok at slås med herhjemme. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at coronavirus har en dødelighed på 10-20 procent, når svage befolkningsgrupper bliver smittet. Det betyder, at hvis en million underernærede eller syge afrikanere bliver smittet, kan der dø op imod 200.000 mennesker. Det er enorme og uhyggelige tal,« skriver han.

Danmark har allerede bidraget med 10 mio. kr. til udvikling af en coronavaccine og 8 mio. kr. til WHO’s krisefond. Læg dertil 100 millioner til corona-bekæmpelse i u-lande