Elevatoren på Herlev Hospital er proppet til randen med mennesker, og flere af dem kigger på Jan. Han har som den eneste et mundbind på og mærker blikkene hvile på sig.

»De kiggede mærkeligt og skævt til mig. Men folk ved ikke, hvorfor jeg går med det,« forklarer han.

Det er nu halvanden uge siden, og Jan har taget konsekvensen af sin oplevelse.

På den hvide maske har han med rød tusch skrevet: 'Er i kemo'.

For tre måneder siden, hvor coronavirus stadig var et lokalt kinesisk problem, var det ikke nødvendigt.

Det er det nu, hvor mundbind i nogens øjne enten er et faresignal eller en overreaktion.

For 65-årige Jan Lindstrøm er det ingen af delene. Det er dødsensalvorligt.

»Jeg har stort set ikke et immunforsvar, så coronavirus kan være dødeligt for mig,« siger han.

To gange om ugen går Jan til kemobehandling for knoglemarvskræft, og han er en af de danskere, som er i risiko for at få 'alvorlige komplikationer', hvis han bliver smittet af coronavirus. Sygdommen betyder også, at Jan er særligt udsat for at blive smittet.

Han går derfor også med mundbind, hver gang han forlader sit hjem. Siden oplevelsen i elevatoren på hospitalet har han båret det med den røde skrift på munden.

»Så bliver jeg ikke stemplet. Det kan være, at folk så forstår, at jeg gør det, fordi jeg er udsat. Ligesom tusinder andre syge som mig,« forklarer Jan.

Til daglig arbejder han som vicevært og tager alle de forholdsregler, som han overhovedet kan. Jan tager ikke til store arrangementer, og hans kone ordner alle indkøb.

»Jeg tager direkte hjem efter arbejde og har altid håndsprit på mig. Hvis det fortsætter, er jeg nervøs for, at jeg må stoppe med at arbejde.«

Ligesom mange andre mennesker verden over følger Jan udviklingen med coronavirus tæt. Måske med større bekymring end mange andre, fordi det i hans tilfælde med større risiko kan få store konsekvenser på hverdag og helbred.

»Min kone er meget bekymret for mig, og det er svært for mig ikke at tage det alvorligt. Udviklingen er ikke god, og jeg er nervøs for at blive smittet, for så ender jeg i en respirator,« siger han.

I Danmark er der 35 smittede, og 628 personer er i karantæne.