Sidste år var hertuginde Meghan Markle den mest mobbede person på internettet i verden. Det siger hun i hvert fald selv i forbindelse med optagelserne af en ny podcast tidligere i denne uge.

Det skriver Daily Mail.

Optagelserne blev lavet som en del af 'World Mental Health Day' (en dag, der sætter fokus på mental sundhed), og her delte den 39-årige Markle altså sine egne erfaringer:

»Jeg er blevet fortalt, at jeg er den mest internetmobbede person i 2019 i hele verden. Og det er endda i en periode, hvor jeg var på barsel og ikke var særlig synlig i offentligheden. Det var svært,« siger hun i programmet.

Parret blev gift i 2018. De har senere hen meldt sig ud af det engelske kongehus.
Parret blev gift i 2018. De har senere hen meldt sig ud af det engelske kongehus. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

I podcasten kaldet 'Teenager Therapy'  talte det nu tidligere royale par med en række gymnasieelever, som står bag podcasten, om, hvordan man kan bidrage til større fokus på mental sundhed.

Hertuginden sagde videre, at hun mener, at den nuværende corona-pandemi har fået folk til i højere grad at bruge tid på internettet, hvor mange altså kan falde i en fælde og tilsvine folk, de ikke kender.

»Det kan være virkelig skadeligt for dit mentale helbred at blive kaldt grimme ting af mennesker, du ikke kender. Også selv om det ikke passer,« siger hertuginden i programmet.

Prins Harry påpegede også, hvor vigtigt han synes, det er, at man passer godt på sig selv, og at det er okay at vise sårbarhed.

»Det er meget vigtigt, sårbarhed er ikke en svaghed, det er en styrke,« sagde han og roste den unge generation for at have fokus på emnet.