Da hertuginde Meghan Markle tirsdag holdt tale, fik hun sendt en lille stikpille af sted mod det britiske kongehus.

Ved det amerikanske medie Fortunes begivenhed 'Most Powerful Women Next Gen Virtual Summit' nægtede hun nemlig at kalde dem andet end 'The Institution' – institutionen.

Det skriver britiske Express.

På grund af coronapandemien fandt begivenheden sted online, hvor Meghan Markle talte fra sit hjem i Californien.

Her forklarede hun, hvordan hendes personlige brug af sociale medier foregår.

Med henvisning til sig selv og prins Harry sagde hun:

»Vi havde en Instagram-profil gennem 'institutionen' og vores kontor i England. Men den blev ikke styret af os. Der var et helt hold.«

Før parret trådte tilbage fra det royale liv, opdaterede prins Harry og Meghan Markle deres fans via deres Instagram-profil Sussex Royal.

Efter flere drøftelser med det britiske kongehus blev de enige om at droppe brandet, og Instagram-profilen blev sidst opdateret 30. marts. Profilen havde over 10 millioner følgere.

Prins Harry og Meghan Markle
Prins Harry og Meghan Markle Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Meghan Markle lukkede sine personlige Twitter-, Facebook- og Instagram-profiler, inden hun giftede sig med prins Harry i maj 2018.

Hertuginden afslørede tirsdag, at hun ikke længere bruger sociale medier, og hun argumenterede for, at det har vanedannede egenskaber, der kan sammenlignes med stoffer:

»Jeg har foretaget et personlig valg om ikke at have nogen profiler, så jeg ved ikke, hvad der er derude, og på mange måder er det nyttigt for mig,« fortæller Meghan Markle og fortsætter:

»Jeg er meget bekymret for folk, der er besat af det, og det er så meget en del af vores daglige kultur for så mange mennesker, at de er afhængige af det.«

Efter parret havde deres sidste arbejdsdag som kongelige i marts, tilbragte de tiden i Canada, inden de flyttede til Californien, hvor Meghan Markle er vokset op.

For nylig flyttede prins Harry og Meghan Markle ind i et nyt hjem til næsten 90 millioner kroner nord for Los Angeles.

På grunden er der en tennisbane, en swimmingpool og et sommerhus til børnene.