Skuespillerinden Angelina Jolie og hendes børn er angiveligt blevet afhørt af FBI i deres hjem i Malibu, Californien.

Det skriver mediet TMZ, som har kilder tæt på sagen.

Ifølge mediet har to FBI-agenter tirsdag aflagt Angelina Jolie og børnene et besøg for at afklare detaljer om den episode, der angiveligt udspillede sig mellem Brad Pitt og parrets 15-årige søn Maddox på en flyvetur mellem Frankrig og Los Angeles den 14. september.

Brad Pitt er blevet beskyldt for at have overfuset 15-årige Maddox både fysisk og verbalt på flyet, og dagen efter indgav Angelina Jolie en begæring om skilsmisse, ligesom hun krævede fuld forældremyndighed over alle parrets seks børn. Angiveligt af hensyn til familiens velbefindende.

Det har tidligere været fremme, at FBI gik ind i sagen, fordi hændelsen mellem Brad Pitt og Maddox skete i luftrummet, som hører under FBI's jurisdiktion.

»Los Angeles Politi håndterer ikke påstande om børnemishandling,« har det tidligere lydt fra en talsmand fra LAPD med henvisning til, at FBI stod for sagen.

Af samme grund var det også specifikke detaljer vedrørende flyets specifikke lokalitet, FBI ville snakke med Angelina Jolie og børnene om, skriver TMZ.

De to FBI-agenter tilbragte tre timer hos skuespillerinden, hvor hovedformålet var at gennemgå episoden trin for trin for at blive klar over præcist hvor og hvordan, alt er foregået.

Ifølge TMZ er der ingen officiel efterforskning i gang, og derfor undersøger FBI nu, om der er bevismateriale nok til at starte en. Derudover er det også af betydning, hvorvidt flyet var i amerikansk luftrum, da det angivelige skænderi fandt sted.

På et tidspunkt mellemlandede flyet i Minnesota, og det kan meget vel betyde, at sagen hører hjemme der - og ikke hos FBI - skriver TMZ, der også beskriver det som usandsynligt, at FBI starter en sag mod Brad Pitt.

Ifølge mediets kilder var Angelina Jolie samarbejdsvillig, men hun vil helst bare have, at sagen forsvinder.

Skuespillerparret Brad Pitt og Angelina Jolie har dannet par i 12 år og været gift siden 2012.