Filmstjernen Brad Pitt bliver beskyldt for at have overfuset sin 15-årige søn både verbalt og fysisk om bord på et privatfly i sidste uge. Nu er FBI kommet ind i sagen.

Årets mest celebre skilsmisse tager endnu en vild drejning.

Det er i sig selv opsigtvækkende, at et af Hollywoods absolut hotteste par, Angelina Jolie og Brad Pitt har annonceret, at de går hver til sit efter 12 års samliv.

Siden det i starten af ugen kom frem, at skilsmissen er en realitet, har det bestemt heller ikke skortet på slibrige detaljer om det tilsyneladende ellers så lykkelige ægteskab.

Kort efter, at nyheden om bruddet ramte avisforsider over hele verden, kom det frem, at det var Jolie, der var skredet, havde krævet skilsmisse og fuld forældremyndighed over parrets seks børn. Samtidig beskyldte hun sin kommende eks-mand for misbrug af både alkohol og marihuana og for at være hidsig og voldelig.

Nu skriver nyhedsbureauet Associated Press så, at forbundspolitiet FBI bekræfter, at det overvejer at gå ind i en hændelse, som angiveligt fandt sted onsdag i sidste uge, hvor Brad Pitt og hans familie fløj fra Paris til Los Angeles i et privatfly.

Flere medier, blandt andre kendis-sitet TMZ, skrev torsdag, at både politi og myndigheder har været indblandet i sagen, men at den nu er overgået til FBI, som har myndigheden i luftrummet. Kilder kunne berette, at en beruset Brad Pitt efter sigende havde begået et 'fysisk og verbalt overgreb' mod sønnen Maddox på 15.

Laura Eimiller, talskvinde fra FBI, siger til AP, at forbundspolitiet stadig undersøger, om der er grundlag for at starte en efterforskning af beskyldningerne mod skuespilleren.

Episoden på flyet fandt angiveligt sted 14. september. Dagen efter meddelte Angelina Jolie, at hun ville skilles, og at hun krævede fuld forældremyndighed over de seks børn, Maddox på 15, Pax på 12, Zahara på 11, Shiloh på 10, og tvillingerne Knox og Vivienne på 8.

'Brangelina' som de også kaldes, har været sammen siden 2004, hvor de mødte hinanden under indspilningerne til filmen 'Mr. & Mrs. Smith.' På det tidspunkt var Brad Pitt gift med Jennifer Aniston.

Tilføjelse til artiklen:
8. oktober skrev flere internationale medier, at FBI IKKE vil rejse tiltale mod Brad Pitt i sagen. Ifølge kilder i forbundspolitiet fordi, der ikke er nogen sag.