Kendisparret Brad Pitt og Angelina Jolie står i en skilsmisse-strid om børnene, efter det er kommet frem, at den mandlige skuespiller angiveligt skulle have slået deres 15-årige søn Maddox. Den konkrete episode, der ikke er dokumenteret, har fået FBI til at gå ind i sagen. Nu afliver flere kilder muligheden for en retsforfølgelse af Brad Pitt.
Flere kilder, der er involveret i den retslige sag mod Brad Pitt, siger ifølge TMZ, at det er højest usandsynligt, at manden bliver retsforfulgt for den påståede episode med hans 15-årige søn, Maddox, som angiveligt har fået Angelina Jolie til at bede om en skilsmisse.
Det var mediet TMZ, der som de første kunne vise skilsmissepapirerne - de papirer, der viste, at det nu var endeligt mellem det populære kendis-par. Det skulle nu stå mere klart, hvad der rent faktisk er kommet imellem de to berømte skuespillere.
Det var det samme medie, der bragte nyheden om popkongen Princes død.
Jolie skulle ifølge TMZ være bekymret over Brad Pitts egenskaber som forælder. Og denne bekymring stammer fra en episode i parrets privatfly, som nu har sendt Brad Pitt i FBI's søgelys.
Filmstjernen Brad Pitt bliver beskyldt for at have overfuset sin 15-årige søn både verbalt og fysisk ombord på privatflyet i sidste uge. Nu er FBI kommet ind i sagen, har Associated Press fået bekræftet af FBI.
Episoden på flyet fandt angiveligt sted d. 14. september. Dagen efter meddelte Angelina Jolie, at hun ville skilles, og at hun krævede fuld forældremyndighed over de seks børn, Maddox på 15 år, Pax på 12, Zahara på 11, Shiloh på 10, og tvillingerne Knox og Vivienne på 8.
Brad Pitt udtalte til people.com, at hans førsteprioritet er børnene:
»Jeg er enormt ked af det, men det, der betyder noget nu, er vores børns velbefindende. Jeg beder pressen om at give dem den fred, de har brug for i denne svære tid,« sagde han.
Pitt og Jolie, som også er kendt som 'Brangelina', var sammen i 12 år, men blev først gift i august 2012 på deres private franske slot med børnene som ringbærere.
Først flere dage efter fik offentligheden at vide, at de var blevet gift.

