Med forældre som David Beckham og Victoria Beckham skal deres ældste søn, Brooklyn, formentlig nok klare sig rent økonomisk.
Men det stopper ikke den 22-årige fra selv at hive en fornuftig lønseddel hjem.
The Sun skriver nemlig, at han har landet en ganske lukrativ modelaftale med mærket Superdry.
Én million pund – 8,7 millioner danske kroner – skulle den angiveligt indbringe ham.
Den første kampagne skulle allerede være fotograferet og klar til præsentation i forbindelse med den kommende åbning af en ny Superdry-forretning i London.
At Brooklyn Beckham er endt i branchen kan ikke betegnes som en enorm overraskelse.
Udover fodboldkarrieren har David Beckham stået model for et væld af modemærker, og Victoria Beckham har sågar sit eget mærke.
Også lillebror, Romeo Beckham, har fiflet med modelverdenen. Allerede som 12-årig var han en del af Burberrys julekampagne, og tidligere i år kom det frem, at han havde skrevet kontrakt med Yves Saint Laurent.
Superdry-jobbet er da heller ikke Brooklyn Beckhams første, da han tidligere har været på forsiden af Vogue i Kina.
Jobbet kan få stor betydning for Brooklyn Beckhams fremtidige karriere i modebranchen.
»Det er en kæmpe chance for Brooklyn, og det vil cementere hans navn i mændenes modeverden. Det er et stort job for ham at få, og det har givet ham fokus,« lyder det fra en anonym kilde til The Sun.


