Et nyt forslag om 11 ugers øremærket barsel til fædre har skabt en del debat.

Men der er én side af sagen, vi mangler at høre, mener tv-vært Mattias Hundebøll.

Nemlig børnenes.

»Alt, hvor fædrene bliver skubbet lidt over mod at være noget mere for deres børn, er kærkomment. Måske er tvang nødvendigt, for det er vigtigt for ligestillingen. Det er bare problematisk, at der, hvor lorten lander, er hos de små børn, fordi ingen taler deres sag,« opsummerer den 39-årige tv-vært sin holdning til B.T.

Mattias Hundebøll har sønnerne Carl-Egon på 5 år og Ejner Bob på 3 år. Med begge sønner gik han på utraditionel barsel. Den ældste var han hjemme hos i ti måneder for egen regning, mens han gik ned til deltidsarbejde i to år med den yngste.
Mattias Hundebøll har sønnerne Carl-Egon på 5 år og Ejner Bob på 3 år. Med begge sønner gik han på utraditionel barsel. Den ældste var han hjemme hos i ti måneder for egen regning, mens han gik ned til deltidsarbejde i to år med den yngste. Foto: Privat
Vis mere

Arbejdsmarkedets parter er for nylig blevet enige om en ny barselsmodel, som nu skal forhandles på plads i Folketinget.

Forslaget på implementeringen af EU-direktivet om øremærket barsel lyder nu på de sædvanlige 48 ugers barsel, men med 11 uger frem for to ugers øremærket barsel til far.

Det har skabt debat mellem dem, der mener, at den nye barselsmodel vil skabe mere ligestilling mellem kønnene, og dem, der mener, at det kan gå ud over barnet, at familien i mindre grad selv vil kunne tilrettelægge barslen.

Men midt imellem finder man altså Mattias Hundebøll.

Han står bag podcasten 'Fårking Far' og er selv far til sønnerne Carl-Egon på fem år og Ejner Bob på tre år, som han har med konen Marie Hundebøll Plum, der også er journalist.

Og han er ked af, at det først er nu, at vi – og ikke mindst politikerne – begynder diskussionen om øremærket barsel.

»Det er en skide vigtig sag, for det bliver børnene, der taber på det. Det kunne man se i Norge, der allerede har indført øremærket barsel, hvor overraskende mange fædre ikke tager den barsel, og derfor ender børn med at komme tidligere i institution – som de i forvejen starter for tidligt i – eller kvinderne med for egen regning at tage den sidste del af barslen for at dække ind for nogle uduelige mænd.«

Mattias Hundebøll joker med, at nødløsningen må være, at han selv laver et parti, der har børnenes interesser for øje.

»Lige nu er jeg børnenes ordfører, indtil der kommer en voksen. Så må vi tvinge politikerne til at tage emnet op, for det er en hel generation af børn, det kommer til påvirke,« raser han.

Som selvudnævnt børneordfører har han da også sine egne bud på en ny barselsmodel.

»Jeg synes, systemet er for ufleksibelt lige nu. Det skal fuldstændig gentænkes,« forklarer Mathias Hundebøll.

»Jeg synes, man skulle gøre det sådan, at man udvidede antallet af barselsdage til halvandet år og sagde, at barnet var sikret et års barsel som minimum. Måske man også kunne have som mulighed at brede barslen ud, så man kun arbejder deltid eller kan tage tidligere fri, mens den anden går hjemme.«

Mathias Hundebøll og konen, journalist Marie Hundebøll Plum til Roskilde Festival i 2016. I dag har parret sønnerne Carl-Egon på 5 år og Ejner Bob på 3 år sammen.
Mathias Hundebøll og konen, journalist Marie Hundebøll Plum til Roskilde Festival i 2016. I dag har parret sønnerne Carl-Egon på 5 år og Ejner Bob på 3 år sammen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Indtil videre er det dog kun antallet af ugers øremærket barsel, der har været diskuteret i Folketinget.

Her mener regeringens støttepartier, at øremærkningen bør hæves yderligere end arbejdsmarkedsparternes forslag, så der er hele 14 ugers barsel øremærket til far, ligesom der for nuværende er til mor.