Influencer og blogger Mascha Vang skal giftes.

Det deler hun på sin egen Instagram.

'Mit højdepunkt for 2021 var, da Troels i oktober friede til mig. Jeg sagde JA.'

Sådan skriver hun til opslaget, hvor hun og jagerpiloten Troels Krohn Dehli kysser, og hun samtidig viser ringen frem.

Tidligere har hun fortalt til B.T., hvordan de to fandt hinanden – og kærligheden.

'Jeg kan se, at du er på Smukfest,' skrev en kvindelig følger i sommeren 2017 til Mascha Vang og fortsatte: 'Jeg kender én, der lige er blevet single. Han er lige noget for dig.'

Dette skete dog for kort tid efter, at hun og politikeren Rasmus Jarlov var gået fra hinanden.

Men fem måneder senere var den kvindelige følger tilbage i indbakken. Og denne gang var Mascha Vang klar.

»Så var jeg jo nødt til at tjekke ham ud,« fortalte Mascha Vang, som da begyndte at skrive sammen med Troels.

En måned efter mødtes de første gang.

Og med den seneste udvikling må følgeren i den grad siges at have haft ret.

Det nu forlovede par bor sammen i Kolding med Mascha Vangs datter, Hollie Nolia, og hver anden uge også Troels Krohn Dehlis to børn, Emilie og Julius.

Som det fremgår af opslaget, fandt frieriet sted i oktober, hvor Mascha Vang var travlt beskæftiget af sin deltagelse i årets 'Vild med dans'.

Men munden var altså lukket med syv segl hos den populære blogger, som har formået at holde nyheden godt gemt af vejen lige indtil nu.