Den tidligere milliardær – og nu mangemillionær igen – Erik Damgaard er tilbage på skinnerne efter flere års nedtur.
»Jeg er jo ikke flov over min egen person. Jeg ved da godt, at jeg har tabt en masse penge, og jeg er træt af hele den Se og Hør-linje, der pludselig blev en del af mit liv, fordi jeg var med i et realityshow. Det var en dum beslutning,« fortæller en åbenhjertig Damgaard til Finans.
»Men det har jeg lagt bag mig. Så kan det godt være, at folk i den almindelige offentlighed betragter mig som latterlig, men de fleste i it-branchen ved da forhåbentlig, hvad jeg står for rent professionelt.«
Nedturen var stor for Erik Damgaard både professionelt og personligt.

Han valgte at investere sine mange penge i boliger, men da boligboblen bristede i 2008, endte hans selskab med at gå konkurs. Og Erik Damgaard havde kautioneret for boligerne.
Han måtte sælge alt – husene, bilerne, dyre vine.
Samtidig kunne hele Danmark følge med i hans jetsetliv sammen med bordelmutteren Anni Fønsby.
Parret endte med at blive skilt, mens Anni Fønsby sad i fængsel for rufferi.
Erik Damgaard flyttede til en spartansk lejlighed i Spanien. På den måde forsvandt han fra offentlighedens søgelys, og det endte med at give ham det pusterum, der skulle til.
Mens den fallerede milliardær boede i Spanien, begyndte han at vende tilbage fra nulpunktet til det, han brænder for.
I eksilet lancerede han et nyt it-system, Uniconta, som er et økonomisystem til små og mellemstore virksomheder.
Systemet samler alle kunders konti, lån, varer, ordrer, indkøb, tilbud, regnskaber og er tilpasset den moderne virkelighed, hvor dokumenter og fakturerer næsten altid sendes på e-mail.

Erik Damgaard havde fundet hullet i markedet, og derfra gik det støt fremad.
I dag sidder han med en virksomhed med 30 medarbejdere. Han er blevet gift igen med en brasiliansk kvinde, Renata, som han mødte i Spanien, og han har stadig sin højtelskede frihed til selv at planlægge hverdagen.
Når mangemillionæren reflekterer over sit liv i dag, så kan han godt se, at han er blevet bedre til at gøre de rigtige ting og vælge de rigtige mennesker at tro på.
Han har opdaget, at man bør holde sig til det, man er god til og brænder for. Og så ved han nu, at ting ikke betyder noget. Det kan være lige meget med et B&O-anlæg på væggen. Det handler mere om, hvilke mennesker man omgiver sig med, lyder det fra rigmanden.
