Hun havde det hele. En rig mand som hun elskede inderligt og som elskede hende. Deres kærlighed blev beseglet, da datteren Victoria blev født. Troede Anni. For i dag sidder hun alene, løsladt og svækket tilbage.

For ikke så lang tid siden var Anni Fønsbys liv fyldt med kærlighed, solskin og luksus. Sådan er det ikke længere. Det fortæller den detroniserede fru Damsgaard åbenhjertigt om i det nye nummer af månedsmagasinet Q, der kommer på gaden i morgen.

Det turbulente kærlighedseventyr mellem it-nørden og milliardæren Erik Damgaard og bordelmutteren Anni Fønsby, hvor de i bedste Elizabeth Taylor og Richard Burton stil gik fra hinanden og fandt sammen igen, er nemlig helt og aldeles forbi. Og hverken hun eller deres fællesbarn, den tre-årige Victoria, ser eller hører noget fra Erik. Og dét kan hun ikke tilgive faderen til sit yngste barn.

- Alle de mænd, der har været i mit liv, har en lille plads i mit hjerte. Men jeg synes, det er ekstremt usselt at være så kold og forlade sin datter. Sådan en mand skal ikke være en del af mit liv, siger hun til månedsmagasinet og som svar på spørgsmålet om, hun kan tilgive sin eksmand, svarer hun efter en lang tænkepause: Nej.

For selv om Anni var begyndt at afsone sin dom på halvandet års fængsel i Horserød, så var hun overbevist om, at kærligheden mellem hende og Erik var så stærk, at den sagtens kunne overvinde hendes svære tid bag tremmer. De to havde jo prøvet det før, da hun sad varetægtsfængslet i 24 dage. Og selv om Erik svigtede Anni dengang og indledte en affære med en anden kvinde, regnede Anni med sin Erik. Men den tidligere playboymodel blev klogere.

- Efter et besøg, hvor Erik havde været i fængslet, og vi havde haft det rigtigt dejligt - også med fantastisk sex - ringede han dagen efter og sagde: Jeg er på vej til Brasilien, og jeg vil skilles! Jeg tænkte, at han igen havde fået et nu-kan-jeg-ikke-mere og måske havde en flirt i Brasilien, som han besøgte, og så ville han komme hjem igen. Jeg kimede ham ned, afslører Anni om, hvordan Erik forlod hende.

- Jeg kan ikke tilgive Erik for det, han har gjort. Men jeg kan godt forstå ham. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan forlade sit barn. Og jeg kan ikke forstå, hvordan man kan forlade sin kone, når hun er allermest nede i sit liv. Det er meget egoistisk. Men jeg kan godt forstå, han vil væk fra Danmark. Jeg drømmer da også nogle gange om at forlade landet, som den enlige mor beskriver sine nuværende følelser for den mand, hun før betragtede som manden i sit liv.