Den ene dag sad hun i sin luksusvilla med sin rige mand, it-milliardæren Erik Damgaard, og deres fælles datter – den næste sad hun fængslet for rufferi og forladt af manden, som siden erklærede sig selv konkurs som følge af finanskrisen.

Man må i den grad erkende, at den tidligere bordelmutter Anni Fønsby gik fra den ene yderlighed til den anden tilbage i årene mellem 2011 og 2013.

Hendes fængselsdom trak overskrifter landet over, og det samme gjorde bruddet fra Erik Damgaard, som – ifølge Anni Fønsby – bad hende om skilsmisse dagen efter, han havde besøgt hende i fængslet, og de to havde haft 'fantastisk sex'.

Her i 2020 er 47-årige Anni Fønsby dog kommet ud på den anden side. Faktisk har hun det i dag endnu bedre, end hun havde det, dengang hun levede livet på første klasse.

Anni Fønsby med sin daværende mand, Erik Damgaard.
Anni Fønsby med sin daværende mand, Erik Damgaard. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Det fortæller hun i den nye podcast 'Hele vejen rundt', som kan høres via podcastappen Talk Town. Det skriver Alt for damerne.

»Jeg vil ikke sige, jeg var lykkeligere dengang. Jeg vil faktisk sige, at jeg er lykkeligere i dag. Det viser bare, at alle de materielle goder ikke skaber lykke, de skaber frihed,« siger hun i podcasten.

Anni Fønsbys tidligere luksusliv med privatfly er skiftet ud med en mere beskeden livsførelse, fortæller hun videre, men siger samtidig, at hun ikke længere har behov for 'den dyre bil' eller 'det dyre Versace-tøj', så længe hun har folk, hun elsker, omkring sig.

Og det tyder det heldigvis på, at den tidligere bordelmutter har.

Erik Damgaard med Renata, som han giftede sig med efter bruddet med Anni Fønsby.
Erik Damgaard med Renata, som han giftede sig med efter bruddet med Anni Fønsby.
Vis mere

For selvom det tog hende noget tid at komme over at blive forladt af Erik Damgaard, har hun siden efteråret dannet par med René, som hun mødte på sin ældste datters efterskole.

I podcasten fortæller Fønsby, at hun afviste René så mange gange, at hun frygtede, at han ville give op, men at hun til sidst faldt for hans 'tålmodighed og målrettethed'.

Hun fortæller endvidere, at hun afviste ham igen og igen, fordi hun var bange for at lukke ham ind efter svigt i hendes tidligere forhold.

Anni Fønsbys eksmand, Erik Damgaard, danner i dag par med den brasilianske kvinde Renata, som han giftede sig med i 2014.