'Hold kæft, en ged'. 'Idiot, mand'. 'Rigtig dårlig stil' at stå og 'lyve i radioen'.

Mai Manniche lægger ikke fingre imellem, efter hun mandag krydsede klinger med en Instagram-satiriker i direkte radio.

Den danske kendis og indehaver af smykkebutikken JWLSCPH var inviteret i 'Mememesterskaberne' på P3 for at være dagens dommer i konkurrencen, der i løbet af sommeren skal kåre Danmarks bedste mememager.

Et meme er et internetfænomen, hvor man tager et billede ud af kontekst og tilsætter en humoristisk tekst. Ofte bruges det til at gøre grin med et politisk emne, en debat eller en aktuel tendens, og i mandagens 'Mememesterskaberne' havde de to duellanter Speltmemes og Fantastiske Forældre grebet det vidt forskelligt an.

Mai Manniche på den røde løber ved Reality Awards 2021.
Mai Manniche på den røde løber ved Reality Awards 2021. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

De to Instagram-profiler fik uddelt et billede af en jublende Mai Manniche, der danser rundt med armene over hovedet, og manden bag Speltmemes havde her skrevet: 'Mig i det sekund, hvor 'YMCA' kommer på til festen'.

Fantastiske Forældres bagmand, Anna Mathiesen, gik til gengæld skridtet videre og tog den efter eget udsagn 'til grænsen':

'Når Christian Eriksen falder om på fodboldbanen, og du får mulighed for at sprede misinformation,' skrev hun over billedet af den jublende Mai Manniche.

Teksten er en reference til den massive shitstorm, som Mai Manniche endte i, da landsholdsspilleren Christian Eriksen fik hjertestop på banen under en fodboldkamp mellem Danmark og Finland.

Her kædede Mai Manniche, der er en ivrig coronakritikker og vaccineskeptiker, kollapset sammen en udokumenteret påstand om, at det skyldtes, at landsholdsstjernen skulle være vaccineret med Pfizer-vaccinen. En påstand, hun senere gik ud og undskyldte.

Men Mai Manniche syntes bestemt ikke, at Fantastiske Forældres meme var sjovt.

»Det synes jeg faktisk er mega plat, for det er lige præcis det, jeg ikke gjorde, så det er en ommer. Det er rigtig dårlig stil og ikke satire,« rasede Mai Manniche, der derfor gav sejren til Speltmemes.

Hun tilføjede, at hun ikke spredte misinformation, men blot stillede et spørgsmål – om Christian Eriksen mon var vaccineret, siden han fik hjertestop i så ung en alder.

Efterfølgende er Mai Manniche gået på sine sociale medier, hvor hun langer ud efter Anna Mathiesen, der står bag Fantastiske Forældre.

»Hold nu op, en ged. Hun har fuldstændig misforstået, hvad det vil sige at være sjov. At være sjov, det er at være sjov. Det er ikke at begynde at stå og lyve i radioen,« siger hun i en story på Instagram.

»Men det tror jeg også, jeg fik forklaret. Det gode er, at jeg er så god til at svare igen, og det rigtig gode er, at hende, som jeg ikke engang kan huske, hvad hedder … idiot, mand, hun har sgu ikke lært, hvad det vil sige at være sjov, for satire handler om at få dem, som man laver sjov med, til at grine. Man skal ikke bruge satire til at lave hate,« fortsætter Mai Manniche, der beder Anna Mathiesen slå 'satire' op i en ordbog.

Det har B.T. til gjort, og her er 'satire' defineret som 'en udtryksform, hvor man ved brug af humor, ironi og overdrivelse udstiller eller kritiserer bestemte personer og deres handlinger, især i forbindelse med en politisk eller en anden aktuel sag.'

B.T har derfor spurgt, om det ikke netop er det, Anna Mathiesen og Fantastiske Forældre gør – kritiserer en person for sin handling i forbindelse med en aktuel sag. Men det mener Mai Manniche ikke.

»Jeg værdsætter satire og selvironi og er også genstand for meget satire som netop offentlig person,« siger hun.

»Satire er ifølge ordbogen en udtryksform, hvor man på en vittig måde gør grin med personer eller sociale eller politiske forhold.«

Til B.T. fortæller Anna Mathiesen, at hun er mere enig i ordbogens definition end i Mai Manniches, og at den fint beskriver, hvad hun lavede i radioen mandag formiddag.

»Jeg vil give Mai Manniche ret i, at det kun bliver endnu sjovere, hvis den omtalte person også selv kan opfatte det som morsomt. Men det kræver, at man har selvironi,« tilføjer hun.

Og selvom Mai Manniche i 'Mememesterskaberne' fortalte P3-vært Mathias Helt, at hun har masser af humor og selvironi, så mener hun, at memet går ud over andre end hende selv.

»Anna Mathiesen går langt over grænsen og gør på ondskabsfuld vis grin med Christian Eriksens hjertestop. Det synes jeg er rigtigt ubehageligt og ækelt samt nedværdigende over for Christian Eriksen og hans familie. Det har i mine øjne intet med satire at gøre og er ikke vittigt,« siger Mai Manniche.

Anna Mathiesen fortæller, at Mai Manniche 'må fortolke memet, som hun vil'.

»Jeg føler mig ikke 'ondskabsfuld', som Mai Manniches også beskriver mig. Tværtimod føler jeg, at jeg har skabt en debat om vacciner og misinformation,« siger hun og tilføjer:

»Jeg står stadig ved det meme, jeg lavede i går. Det har for mig altid været vigtigt at kunne stå på mål for det indhold, jeg laver. Jeg var naturligvis nervøs for Mai Manniches reaktion, men ikke desto mindre synes jeg, at det meme, jeg havde lavet, var sjovt og relevant.«