Selv hun mandag blev droppet som ambassadør for Psoriasisforeningen, så fortryder den kendte smykkedesigner Mai Manniche ikke sine kontroversielle udtalelser om corona-situationen.

Det skriver hun i en mail til B.T.  På sin blog går hun desuden til angreb på foreningen.

Adspurgt om hun fortryder de meget offentlige udtalelser, svarer smykkedesigneren:

»Nej, det er velkendt og tarvelig chikane. Jeg føler, vi er forpligtet til at efterlyse proportioner, når en regering laver så voldsomme indgreb, der har så voldsomme konsekvenser for for eksempel psoriasispatienter og alvorligt syge mennesker,« lyder det skriftlige svar til B.T.

Både Mai Manniche og hendes mor, lægen Vibeke Manniche, har den seneste uge været i et voldsomt stormvejr, efter at de på de sociale medier har ytret sig en del om coronaepidemien.

Både mor eller datter mener, at regeringens og myndighedernes restriktioner er for hysteriske, og at de er med til at sprede angst i befolkningen.

Det har de fået en del kritik for, hvilket blandt andet også førte til, at Psoriasisforeningen, hvor Mai Manniche siden efteråret var ambassadør, har droppet samarbejdet. Det oplyste foreningen i en pressemeddelelse tirsdag.

»Det er foreningens klare politik, at vi – i allerhøjeste grad i disse tider – skal yde fuld opbakning til vores myndigheder og loyalt følge de råd, der bliver givet for at begrænse smittespredningen af ny corona-virus.«

Vibeke Manniche, der er mor til Mai Manniche, har også fået kritik efter sine kontroversielle corona-udtalelser.
Vibeke Manniche, der er mor til Mai Manniche, har også fået kritik efter sine kontroversielle corona-udtalelser. Foto: Erik Refner
Vis mere

»Derfor kan vi ikke leve med, at en af foreningens samarbejdspartnere, Mai Manniche, spreder historier, der forsøger at tale krisen ned. Det er efter foreningens opfattelse direkte undergravende for det sundhedssystem, vi er så afhængige af. Og som forening må vi naturligvis forholde os til de udmeldinger og konstatere, at vore holdninger ikke kan mødes,« lød det fra landsformand Sten Svensson.

Mai Manniche, der kun har ønsket at svare på skriftlige spørgsmål fra B.T., forstår dog ikke foreningens beslutning:

»Nej - på ingen måde. Det giver ingen mening. Tværtom er det højst ejendommeligt,« skriver hun.

På sin blog raser hun desuden over foreningens beslutning, som hun ikke mener er håndteret korrekt.

Blandt andet mener hun, at foreningens pressemeddelelse blev udsendt ‘stik imod’ deres aftale. Desuden er hun heller ikke tilfreds med det, foreningen har sagt om hende i en artikel.

»Således handler Psoriasisforeningen i ond tro ved at udsende deres pressemeddelelse – og Sten Svensson ved at udtale sig så grimt,« lyder det fra Mai Manniche, der er så sur, at hun fraråder alle at samarbejde med Psoriasisforeningen.

Det er dog ikke første gang, at Mai Manniche har vakt opsigt med sin vrede på de sociale medier. I begyndelsen af februar gik det ud over de to danske kendisser Søren Rasted fra Aqua og 'X Factor'-dommeren Thomas Blachman, som smykkedesigneren påstod, at hun havde haft ‘stormfulde relationer’ til.

Blandt andet påstod hun at have haft et forhold til Thomas Blachman på to uger, hvor hun gik fra - i Blachmanns øjne - at være 'jordens mest fantastiske kvinde til jordens mest sindssyge kvinde.'