'Når man fremsætter så grove løgne om andre mennesker, og ikke mindst to kvinder, er man enten meget ondskabsfuld, utroligt dum eller hader kvinder. Mit gæt er alle tre dele.'

Så klar lyder dommen fra Mai Manniche, når hun skal beskrive, hvad hun tænker om radiovært Huxi Bachs nylige udmeldinger.

De to har raget uklar, efter at Huxi Bach i et satirisk indslag på sin Instagram opfordrede folk til at tænke sig om, når de skulle finde ud af, hvad der er op og ned i corona-krisen.

Indslaget var til dels møntet på Mai Manniche og hendes mor, og Huxi Bach lægger ikke skjul på, at han synes, parret, som han kalder Kuk Kuk Klan, er farlige i deres udtalelser.

Vibeke Manniche, børnelæge.
Vibeke Manniche, børnelæge. Foto: Erik Refner
Vis mere

»Jeg har set, at Mai Manniche mener, jeg lyver. Hun siger jo ikke rigtig konkret, hvor det er, hun mener er falskt, men jeg kan for mit vedkommende sige, at jeg står hundrede procent bag alt det, jeg siger i mit indslag.«

I indslaget på radioværtens indstagram siger han, at både mor og datter siger, at der ikke er en epidemi på vej, og at der hersker hysteri.

B.T. har spurgt Mai Manniche, hvad hun konkret mener, der er løgn i opslaget, og to gange understregede hun, at det hele var løgn - uden at ville nævne et eksempel.

'Det er lettere at sige, hvad der er sandt, nemlig at vi er mor og datter. Alt andet er løgn og meget grove injurier, som han på ingen måde kan dokumentere. Det er helt vanvittigt, hvad han siger og påstår,' blev svaret gentaget på mail.

Huxi Bach mener, at Mai Manniche og hendes mor er på forkert kurs med deres udmeldinger om corona.
Huxi Bach mener, at Mai Manniche og hendes mor er på forkert kurs med deres udmeldinger om corona. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Til Se og Hør har hun udtalt, at hun ikke mener, han har forstået, hvad det er, at hun og moren prøver at sige.

'Han forstår ikke, at det vi efterlyser er proportioner i indsatsen, og at så voldsomme indgreb bør bygge på et ordentligt, videnskabeligt grundlag, herunder tal som bekræfter en bragende epidemi på vej,' uddyber hun i sin mail til B.T.

Det er dog, hvis man spørger Huxi Bach, netop tal og fakta, der er sagens kerne. Han siger, at mor og datter er farlige, når de ikke bruger fakta rigtigt. Noget, som flere eksperter også har påpeget.

Sagen om Mai Manniches meninger om coronaepidemien har haft konsekvenser for hende, da samarbejdet ophørte og hun blev fritaget fra sin rolle som ambassadør for psoriasisforeningen. Hun skriver desuden, at det har været foruroligende at opleve reaktionen på hendes udmeldinger.

'Tal pænt! Det er skræmmende at opleve, hvordan rigtig mange åbenbart har glemt, at vi lever i et demokrati med ytringsfrihed. Det smukkeste ved et demokrati er, at man har lov til at være uenig - men at være uenig ved kun at svine/mobbe, det er ikke i orden,' skrev hun for nyligt på Instagram.

Huxi Bach er meget enig med Mai Manniche i, at ytringsfriheden er vigtig, og han hilser hendes modsvar velkomment med åbne arme. Alligevel sætter han spørgsmålstegn ved den måde, som hun og hendes mor fører bevis for deres påstande.

»Det er farligt, når en fagperson især (Vibeke Manniche, red.) siger ting, der ikke er sande. Der er folk, der direkte har sagt, hun bruger tallene forkert,« lyder det fra Huxi Bach.

Til påstanden om, at Vibeke Manniche ikke fortæller sandheden, lyder lægens svar:

'Jeg har alene fulgt Seruminstituttets tal og disse bekræfter os lykkeligvis i, at vi ikke er på vej ind i en bragende coronaepidemi, hvilket der også nu synes at være enighed om. Den trend har været tydelig meget længe. Hertil kommer at vi er godt på vej ind i foråret og dermed ville det også være meget usandsynligt med en stor corona-epidemi nu.'

Hun forklarer, at hun med 'bragende epidemi, mener, det scenarie, som regeringen frygter og som de har beskrevet gentagende gange, hvor alle pladser på intensiv bliver optaget af svært syge mennesker.

B.T. spurgte, om man kunne forvente, at Mai Maniche og hendes mor, Vibeke Manniche, ville trække i land, hvis der var beviser for, at de tager fejl, og dertil svarer datteren:

'Vi har ikke taget fejl og at der er et udbrud, er ingen jo i tvivl om. Vi - specielt selvfølgelig min mor, som er læge og har et stort fagligt indblik i forekomsten af sygdomme siger, at der ikke er noget i tallene som tyder på, at vi er på vej ind i en bragende epidemi,' lyder det i deres svar.