Listen over kendte danskere, der medvirker i radioprogrammet ‘Mads og monopolet’, er alenlang. Omkring 40 er den faktisk oppe på, mener Mads Steffensen.

Ofte stiller folk beredvilligt op, hvis radioprogrammets stifter ringer og tilbyder dem en plads. Men sådan gik det desværre ikke, da Mads Steffensen kontaktede kongehuset.

»Jeg har spurgt et par af medlemmerne af kongehuset, om de ville være med. Dog ikke direkte,« siger radioværten med et smil.

Han har længe drømt om at have særligt to medlemmer fra det danske kongehus med i sit program.

»Jeg ville virkelig gerne lave et program med Kronprinsen. Jeg har mødt ham et par gange, og jeg tror, han kunne være rigtig god i det og sjov,« siger Mads Steffensen og tilføjer:

»Jeg har også mødt Kronprinsessen et par gange, og det ville være vidunderligt at have hende med.«

Men bare fordi man har fået et enkelt nej, skal man jo som bekendt ikke lade sig slå ud.

»Det er efterhånden nogle år siden, de sagde nej. Men de har en åben invitation, hvis de har lyst til at være med,« lyder det fra Mads Steffensen.

Den populære tv- og radiovært har som nævnt mødt kronprinsparret ad flere omgange, og for nylig oplevede Mads Steffensen da også royal tilstedeværelse i programmet ‘Fællessang’, som han beværtede med Philip Faber som pianist.

Her sendte kronprinsesse Mary nemlig et personligt brev til Philip Faber, hvor hun ønskede sangen ‘Solen er så rød mor’ - som da også blev spillet i programmet.