Splitte mine bramsejl! Nu er vores kommende konge sørme stukket til søs med en erfaren herre - nemlig Mikkel Beha Erichsen.

'Jeg er kommet ombord på familien Behas skib Wallenberg, hvor vi sammen de næste dage sejler ud på eventyr til en række danske kyster i det nordjyske,' lyder det fra kronprins Frederik på Kongehusets Facebookside.

Her er der også delt et billede af de næsten jævnaldrende herrer, der smilende poserer foran det omtalte skib.

'Der er ingen tvivl om, at farvandene herhjemme er utrolig smukke, særligt om sommeren, og jeg glæder mig til at dele historier og oplevelser om vores dejlige sommerland med familien, når jeg kommer hjem.,' lyder det fra den tydeligvis spændte tronfølger.

Han er efter alt at dømme i gode hænder hos familien Beha, der næsten kan siges at have mere erfaring med at begå sig på havet end på landjorden.

Selve turen bliver dokumenteret af et kamerahold, der er med ombord for at optage til det kommende TV 2-program 'Kurs mod danske kyster'. En corona-venlig udgave af det populære 'Kurs mod fjerne kyster'.

Undervejs vil kronprins Frederik få lov til både at opleve sejlads og dykning med Beha-familien, der gør, som de plejer - bare i dansk farvand.

»Vi har ikke lavet noget kongeligt program for kronprinsen, men vi deler den kærlighed, vi har til Danmark, med ham. Vi oplever Danmark fra søsiden og ser de perler, vores land byder på, og vi går i land og taler med mange forskellige danskere,« fortæller Mikkel Beha Erichsen fra Wallenberg i en pressemeddelelse.

Wallenberg er her fotograferet på en tidligere tur med familien Beha.
Wallenberg er her fotograferet på en tidligere tur med familien Beha.
Vis mere

Sammen har flokken allerede besøgt nogle pensionerede fiskere, som med tyk dialekt har delt deres beretninger om et hårdt og af og til farligt fiskerliv, lyder det fra tv-værten, der efter alt at dømme nyder at have royalt besøg på skibet.

»Kronprins Frederik er bærer af Danmarks historie, og han er utroligt vidende om vores land, som han har besøgt på land og fra Kongeskibet Dannebrog gennem hele sit liv. Han er en kæmpe kapacitet at have med om bord, når han giver os vigtige historiske rids af danmarkshistorien.«

Det er da heller ikke første gang, de to mænd møder hinanden. I 2016 interviewede Mikkel Beha Erichsen og ældstesønnen Emil kronprinsen under OL i Rio, ligesom de også stødte på hinanden, da kronprins Frederik stod for åbningen af udstillingen ’Frihedens værksted’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus i 2018.

Mikkel Beha og hans hustru, Marian Midé Erichsen, ombord på Wallenberg.
Mikkel Beha og hans hustru, Marian Midé Erichsen, ombord på Wallenberg.
Vis mere

Udstillingen handlede om frihed og særligt Mikkel Beha Erichsen berømte far, eventyreren Troels Kløvedal.

Den mangeårige kaptajn gik bort i januar sidste år, men sønnen er for længst gået i hans fodspor. I flere år har Mikkel Beha Erichsen og familien begivet sig ud på verdenshavene.

Rejser, som danskerne har kunnet følge fra deres stuer i programserierne ’Kurs mod fjerne kyster’ og ’Kurs mod nord’.

I år er rejsemålet mere nært end fjernt. Med på turen er Mikkel Beha Erichsen, hans kone, Marian Midé Erichsen, og parrets to yngste sønner, Theis og Alfred Midé Erichsen. Den ældste søn, Emil Midé Erichsen, er med på nogle af etaperne, ligesom Alfreds kæreste, Madeleine, er med ombord.