Madonna måtte søndag aflyse endnu en koncert på sin igangværende 'Madame X'-turné i USA på grund af smerter.

Aflysningen skete blot to timer før, hun skulle have stået på scenen i Miami, hvilket ikke blev velmodtaget af de spændte koncertgængere. Især fordi, at Madonna ikke tilføjede nogen forklaring til aflysningen.

Det har hun dog gjort nu, i et opslag på Instagram.

'Jeg har grædt af smerterne, som har været ubeskrivelige de sidste dage. For hver eneste sang, jeg har sunget, bad jeg en bøn for, at jeg kunne klare at fuldføre,' skriver den 61-årige sangerinde.

'Jeg stopper aldrig og giver aldrig op, men denne gang må jeg lytte til min krop og acceptere, at smerterne er en advarsel. Jeg vil bare lige sige, hvor ked af det jeg er over at aflyse,' fortsætter hun.

Den aflyste koncert er blot den seneste ud af flere for superstjernen.

Så sent som i slutningen af november aflyste hun tre koncerter i den amerikanske by Boston på grund af 'overvældende smerter' som følge af en skade.

Madonna har ikke udtalt sig omkring, hvilken skade hun døjer med, men tilbage i oktober aflyste hun et show, fordi hun blev knæskadet kort forinden.

I sit nylige Instagram-opslag skriver hun, at hun de seneste dage har været forbi lægen flere gange, og at hun har fået besked på at hvile sig og lade kroppen restituere.

Det er planen, at Madonna skal påbegynde sin Europa-turné i midten af januar.

Om skaden og hendes dertilhørende smerter vil få indflydelse på de europæiske koncerter er uvist på nuværende tidspunkt.

Hendes første koncert i Europa vil - hvis planen holder - finde sted den 12. januar i Lissabon, Portugal.